Vurderinger af fiktion
Doppler af Erlond Loe
Underholdende beretning om en frustreret nordmands forsøg på at flygte fra samfundet ved at flytte ud i den nærtliggende skov. Der er masser af stikpiller til den vestlige verdens livsstil og mange små sjove optrin — alt sammen fortalt på en tilpas absurd måde. 4/6
Terningemanden af Luke Rhinehart
Psykologen Luke Rhineharts liv står i stampe, så i et anfald af vilkårlighed beslutter han at lade sekssidede terninger afgøre både store og små beslutninger i sit liv. Sex og mord, såvel som hjælp til psykiatriske patienters flugt og etikbrydende psykologisk forskning er bl.a. resultatet, og en kult begynder efterhånden at vokse op omkring ham med terningecentre overalt i landet.
Terningemanden er i høj grad satirisk, og udstiller både 70′ernes samfundetsapparatet og den almindelige måde som menneske at forstå sig selv som et rationelt væsen. Begge på en både underholdende og medrivende måde, der gør sit for at leve op til bogens undertitel: “This book can change your life.” 4/6
Enders Strategi af Orson Scott Card
Drengen Ender sendes som 6-årig til et træningscenter for rekrutter, hvis formål det er at finde frem til hvem der skal redde Jorden fra den
alien-race der vil nå Jorden i løbet af få år. Han tvinges til at vokse alt for hurtigt op i de daglige tyngdekraftsfrie træningskampe, hvor han hurtigt stilles overfor unge, der er dobbelt så gamle som ham selv. Han finder i løbet af årene ud af, at han for at overvinde alien-racen ikke alene må forstå dem men også holde af dem.
Enders kamp for at klare sig i og uden for træningsrummet bliver aldrig kedelig og indlevelsesniveauet gør romanen værd at læse uanset om man normalt læser scifi eller ej.
Enders Strategi er starten på en serie af bøger om både Ender og folk omkring ham, hvis gennemgående tema er forståelsen for fremmede væsner og manglen på samme. 5/6