når mūsen ta’r en slapper

Målet for Metro-Litteratur projektet er at opfordre alle til at skrive og læse litteratur af høj kvalitet, gennem udbredelsen af de Litterære Jukeboxe og andre midler og events.

Metro-Litteratur vil i samarbejde med bl.a. Københavns Metro og Statens Kunstråd opstille litteratur-jukeboxe på de københavnske metrostationer, der hver vil rumme tretten forskellige hæfter med noveller og digte, som rejsende frit kan tage med på rejsen. I den forbindelse har de udskrevet en konkurrence, der skal lokke unge talenter til (aldersgrænsen er 35 år). Samlet set forventer de at omdele ca. 500.000 hæfter, så denne konkurrence er en fremragende mulighed for at blive læst af virkelig mange mennesker. Til gengæld er der ingen kompensation.

Novellerne må maksimalt være på 18.000 tegn, og hvis man vil sende flere ind, må den samlede længde maksimalt være på 18.000 tegn — og man skal angive hvor mange stop man mener det vil tage at læse novellen. For at deltage med digte, skal man sende tre styk ind. Både prosaisterne og lyrikerne skal desuden indsende en præsentation af sig selv på 2.000 enheder, der rummer forfatterens navn, fødselsdag, fødselssted (lidt mærkeligt …), adresse, telefonnummer og e-mail. Det hele skal sendes til info@metro-litteratur.dk i .doc eller .rtf-format (ikke .docx) med emnet “Metro-litteratur Konkurrence / Noveller” eller “Metro-litteratur Konkurrence / Digte” senest den 30. august.

Alle teksterne vil blive vurderet af et dommerpanel bestående af Jonas T. Bengtsson, Bruno Berni, Davide Franzini, Monica Gram, Camilla Jørgensen, Charlotte Jørgensen og Morten Søndergaard.

Fortsættelse af De tre akter: Begyndelsen

Når det ikke længere er muligt for hovedpersonen at fortsætte sit liv som før, er romanen nået til midten. Det er her størstedelen af romanen udspiller sig. Her er scener der øger spændingen, hæver indsatserne, holder læseren urolig og samlet eskalerer mod slutningen på en måde der virker uundgåelig. Hovedpersonen og modstanderen mødes gentagne gange, afbrudt af omgrupperinger og tænkepauser. I midten væves plottråde sammen og subplots udfolder sig. Hovedpersonens forhold til bipersonerne udforskes, og det gør hans forhold til modstanderen muligvis også.

I midten gælder det om ikke at komme for meget på afveje. Det er vigtigt aldrig helt at slippe konflikten mellem hovedpersonen og modstanderen, så læseren hele tiden føler, at han følger en rød tråd, der uundgåeligt strukturerer plottet mod det sidste uundgåelige opgør, der skal afslutte romanen.

To effektive måder at fastholde læserens interesse hele vejen igennem midten er at trække spændingen ud og hæve indsatserne. Når en scene eller en scenerække tillader det, så træk spændingen ud til det yderste, så læseren når at komme helt ud på stolekanten. Det er den slags der umuliggør det for læseren at lægge bogen fra sig. Spænding skabes ved at give læseren en grund til at være anspændt og sørge for at indsatsen er høj nok. Anspændelse er resultatet af, at noget er uafklaret, sædvanligvis enten hovedpersonens fortsatte velbefindende eller opklaringen af et mysterium, og indsatsen vil sige hvor meget hovedpersonen risikerer at miste i en given situation. Hvis indsatserne ikke er høje nok – både i den enkelte scene og samlet set – er det ikke muligt at skabe spænding. Indsatser kan både være udefrakommende farer og indre konflikter. Når først anspændelsen og indsatserne er på plads, kan der skabes spænding, og den kan trækkes ud ved simpelthen at gå langsomt frem — skiftevis handle, beskrive, tale, høre og tænke — og ved at forsinke en afsløring.

Overgangen fra midten til slutningen, det andet point of no return, sker når det sidste opgør er uundgåeligt. Når noget sker, der afgør rammerne for opgøret, og det endelige slag skal kæmpes eller det endelige valg træffes. Dette sker ofte i form af et større, men ikke definitivt, nederlag eller tilbageslag, en opdagelse eller et spor.

fortsættelse følger den 22/7-11 …

Den tanke gør Politikens anmelder Steffen Larsen sig i sine seneste anmeldelser af nogle af de nye ungdomsromaner i genren. Andre kommentatorer har jeg set gøre sig lignende overvejelser, og de fleste er enige om, at det ikke er science fiction i almindelighed, der gør sig gældende, men specifikt postapokalyptisk litteratur.

I sin glimrende artikel om den nye postapokalyptiske bølge, går Janus Andersen tættere på tendensen og viser, at de elementer, jeg også har bemærket i de par ungdomsdystopier, jeg har læst på det sidste, også gør sig mere generelt gældende:

• – uanset hvor slemt det bliver, skal der også være plads til at hovedpersonen forelsker sig, og der er ofte to kærlighedsinteresser, der skal vælges imellem
• – den unge hovedperson kommer oftest på den ene eller anden måde til at spille en central rolle i opgøret mod det dystopiske samfund

Sammenhængen med den hidtidige ungdomslitteraturs fokus er dermed bevaret, men den er kørt op på et mere dramatisk plan med livsfarlige autoriteter, og stor kærlighed der nemt kan blive éns sidste (men heldigvis ikke lægger op til at gå i retning af den selvudslettende kærlighed, som jeg kom til at hade i Twilight).

Personligt glæder jeg mig over udviklingen, og det er ikke kun fordi der er kommet flere dystopiske elementer til i min nye omskrivning af Da dyrene fik stemmer, for det burde vel få forlagene til at flokkes om romanen, når den først er omskrevet, ikke? Ikke!?

Centre Georges Pompidou. Dit yndlingsmuseum. Billetterne er i min pung. Du sagde, at man skal miste sig selv i kunsten for rigtig at forstå den, at man skal blive ét med værket før man rigtig ser det. At kunsten i sit inderste væsen er ordløs, og det var derfor du droppede ud. Det tætteste jeg kom på at blive ét med noget var da jeg faldt i staver foran de pastelfarvede vandrør. Du grinede, og lyden trængte dybt ind i mig, og jeg følte mig i et pinagtigt øjeblik sikker på, at det hele var en drøm.

Eftermæle. At blive til en fiktiv eksistens i den kollektive erindring.

Hår. Egentlig er hår strenge af døde celler, der bliver siddende indtil de falder af eller bliver fjernet efter måneder eller år. Alligevel opfatter vi håret som en del af kroppen. Indtil vi klipper det af. Ligesom de yderste led på fars pegefinger og langfinger holdt op med at være en del af ham, da han skulle forkorte reolen til loftsværelset. Den kunne ikke være under skråvæggen, men den var billigere end den lave reol, for den var på tilbud. Far ville også gerne prøve rundsaven, som han havde fået. De forsøgte at sy dem på igen, men det gik ikke. Det var mærkeligt at der manglede noget af far, og han alligevel var far. Jeg klippede armen af en af mine actionfigurer, da vi kom hjem. Så pakkede jeg min arm ind i pudebetrækket og var enarmet.

Hukommelse. En historie, der bliver fortalt videre rundt i hele klassen, og da den kommer tilbage til læreren er citroner blevet til kykloper, og vi griner.

Psykosomatisk. Det sværeste ord jeg kunne i første klasse.

Sex. Et resultat af hormonubalancer hos et, to eller flere individer. Kropsvæsker der udveksles. En varme langt ind under huden.

Shakespeare, William. Afdød dramatiker. Udendørs opførelse af Romeo og Julie. Du er rørt, og jeg forsøger at blive det.

Min sidste eksamen var for snart en uge siden, og jeg er godt i gang med min sommerskriveplan. Som altid har jeg taget munden for fuld, men indtil videre går det stødt fremad.

Førsteprioritet hele sommerferien igennem er Da dyrene fik stemmer, hvis anden udgave jeg er 6.848 ord inde i. Jeg forventer denne anden udgave ender på 30-35.000 ord, så det er en udmærket start. Mit mål er ét kapitel om dagen (der bliver atten i alt), men det er muligvis lige lovlig optimistisk — især hvad anden halvdel af romanen angår, da den er så forandret, at jeg ikke har noget at genbruge af fra første udgave af romanen. Jeg satser på at få skrevet, betalæst og redigeret romanen inden sommerferien er slut.

Derudover arbejder jeg frem mod at have en kort kortprosasamling med den midlertidige titel Makuleret klar til Testrup Højskoles skrivekursus, hvor jeg har meldt mig på linjen, hvis kursister har manuskripter med til kritik. Det mål er jeg ikke nået så langt med som det var planen og grunden til det er, at jeg er blevet overrumplet af en idé til en ungdomsroman i dystopigenren, som ikke vil lade mig være i fred. Det er en genre der er meget oppe i tiden — især med Hunger Games‘ biografpremiere til marts — så jeg føler mig ikke motiveret til at undertrykke min lyst til at arbejde med dette projekt. I stedet er jeg kommet godt i gang med researchlæsningen og er lige blevet færdig med romanen Divergent af Veronica Roth, som sammen med Hunger Games-serien af Suzanne Collins er de eneste nyere ungdomsdystopier, jeg har læst. Jeg har dog læst flere af de klassiske voksendystopier ( 1984, Brave New World, Fahrenheit 451 m.fl.) og har samlet en liste af de seneste par års andre populære ungdomsdystopier (Uglies, Delirium, Incarceron m.fl.), som jeg regner med at læse hen over sommeren, så helt uforberedt føler jeg mig ikke. Jeg har også en idé til at krydse dystopigenren med en anden genre, og det tror jeg kan gøre det særligt interessant, men hvilken og hvordan vil jeg ikke afsløre endnu. Jeg stiler mod at have et skriveklart skelet inden sommerferien er slut.

På det seneste har jeg skrevet en del på min vikingeroman Ravna Ribefarer, men den har jeg sat på pause, mens jeg funderer yderligere over, hvad kernen i den fortælling, jeg forsøger at fortælle, egentlig er, for der er noget, der ikke føles rigtigt, og jeg har ikke lyst til at skrive en masse på romanen, som det viser sig ikke kan bruges alligevel.

Derudover stiler jeg også mod at arbejde videre på en romanidé, jeg er ved at udvikle med en ven, der går under titlen Dalen, men selve skriveprocessen regner jeg ikke med at nå til i sommerferien. Jeg vil også finde mig tid til at skrive nogle korte tekster til HUF’s næste tekstsamling, Legeplads, og i hvert fald én tekst til undervisningsministeriets og kulturministeriets skrivekonkurrence.

(Billedet er taget af aless&ro’s)