Da dyrene for alvor fik stemmer
2. juli 2009Efter at have skrevet indtil flere versioner af billedbogen Da dyrene fik stemmer , havde jeg i flere omgange måttet sande, at jeg havde svært ved at koge mit "hvad nu hvis …" ned til tre normalsider. Så kom jeg for to uger siden i tanke om mit strandede forsøg på at skrive en roman til Gyldendals børnespændingsseriekonkurrence og tænkte "hvad nu hvis pigen og hendes hund var hovedpersonerne i den første roman i en spændingsserie?" Det spørgsmål viste sig at åbne op for så meget inspiration, at jeg på nuværende tidspunkt har idéer til hovedkonflikten i syv korte romaner og synopser til de to første.
For at deltage i konkurrencen skal jeg inden den 1. september have sendt én færdigskrevet roman og to yderligere synopser ind — og derudover skal jeg også have formuleret et seriekoncept. Selvom jeg først formulerede dette efter de fleste af romanidéerne var dukket op, er det hvad det hele er vokset ud af:
I seriens første bind etableres en udgave af vores verden, hvor en række pattedyr kan kommunikere med mennesket og efterhånden opnår en sammenlignelig intelligens. Dyrenes nyerhvervede evner fremprovokerer mangfoldige reaktioner fra menneskenes side, og seriens fokus er på de konflikter, der opstår i menneskenes og dyrenes forsøg på at finde ny ligevægt i en forandret verden.
Seriens tilbagevendede tema er konsekvensen af fremmedgørende grupperinger i det lokale og globale samfund – imellem nationer, imellem kulturer, imellem magthavere og folket, imellem holdninger, imellem dyr og mennesker.
Det bliver alt sammen oplevet igennem den 11-årige Milles øjne, der i løbet af serien til stadighed blandes ind i de konflikter, der er afgørende for hvordan verden omkring hende former sig.
Den sidste uge har jeg hovedsagligt arbejdet med mine personer og mine grundsætninger1. Jeg har især funderet over hvordan interessante indre konflikter og en tilstrækkelig sammenhæng mellem plot og hovedpersoner bevares i en serie af bøger, og jeg er stadig ikke sikker på hvad jeg synes. Som udgangspunkt er jeg tilhænger af idealet om, at en persons primære ydre og indre konflikt når en slags konklusion ved afslutningen af en bog, men for stor styring efter dette, vil sikkert nemt komme til at virke kunstigt i en serie af korte romaner.
Da der jo ikke engang er to måneder til deadline, burde jeg nok skrive mere og tænke mindre i øjeblikket, men det har nok altid været min største svaghed som forfatter: Jeg tænker for meget og skriver for lidt.
- Grundsætningen er mit ord for den grundlæggende bevægelse i en roman. Senere vil jeg skrive en indlægsserie om grundsætningen, men indtil da vil jeg anbefale de tre fagbøger, der har åbnet mine øjne op for konceptet: The Art of Dramatic Writing af Lajos Egri (1942), How to Write a Damn Good Novel (1987) og How to Write a Damn Good Novel II af James N. Frey (1994) [↩]
2. juli 2009 at 19:05
Som allerede nævnt synes jeg vi skal se A boy and his dog…
Jeg tror der er nogen elementer som let kan vise sig anvendelige. Derudover bør vi også få set Coraline, da den arbejder med hvordan et barn kan blive forført af det, der er anderledes…
Det er selvfølgelig lidt cliché, men når du arbejder med en verden af den type du beskæftiger dig med er du næsten nødt til at have det med…
3. juli 2009 at 0:26
JA du skal skrive noget mere for helvede!!!
Og for lige at følge i Mads’s fodspor vil jeg lige nævne at Coraline skulle være røvuhyggelig 
Udover det lyder det som et spændende projekt der er værd at arbejde videre med.
3. juli 2009 at 23:55
Jeg er som sagt frisk på at få set A boy and his dog. Jeg tog lige et smut ind på Wikipedia for at se om der var andre oplagte hundefilm, der skulle ses, men udvalget er ellers ret deprimerende. Både fordi jeg blev mindet om hvor mange dårlige film jeg allerede har set med hunde i prominente roller, og fordi der var meget få der ellers så seværdige ud. Old Yeller har jeg længe haft lyst til at se på grund af dens kultstatus, men ellers fik jeg ikke øje på noget.
Coraline har jeg faktisk fået set, men uden at afsløre for meget, så synes jeg ikke håndteringen af Coralines forførrelse af det fremmede var særlig interessant, da der i stedet for en glidende overgang var et pludseligt (og naturligt) skift i Coralines indstilling til spejlverdenen. Overordnet set synes jeg dog, det er en god film — især på grund af æstetikken og personerne. Målgruppen taget i betragtning var jeg glædeligt overrasket over hvor dejligt dystert de drejede den hen mod slutningen — for målgruppen tror jeg den _var_ røvuhyggelig
Men egentlig har jeg ikke tænkt så meget i forførrelsesbaner, da det forekommer mig mere relevant i historier, hvor der er en samlet intention bag overgangen til en ny verden — hmm … faktisk rigtig fedt du lige gav mig den tanke, for den første roman handler om er i høj grad fjendtlighedens forførelse, xenofobiens forførrelse, men jeg havde ikke tænkt over det med lige de udtryk før. Det er ikke hovedpersonen der bliver forført men folk omkring hende.
Og jeg skal skrive noget mere for helvede, ja — nu er de fleste ting også blevet flyttet fra det gamle og ind i det nye, så der burde blive lidt mere tid til skriveriet de næste dage — godt at høre du tror på potentialet
Håber du går fra første udkast med samme følelse!
4. juli 2009 at 23:42
Altså forførelsesbegrebet ligger jo ret tæt op af ocams razor begrebet, når der ikke er en aktiv forfører – “All other things being equal, the simplest explanation is the most likely” – typisk bliver mennesker altså forført af det enkle, det let forklarlige og det let forståelige, fremfor en mere kompleks løgn eller falskhed.
Man opdager man er blevet forført, når det slår igennem, at det man blev forført af slet ikke var så enkelt endda – der stak noget under. Når tingene fremstår med mere kompleksitet kobles den rationelle tænkning pludselig på, og man kan gennemskue problemerne.
Derfor tror jeg det er helt rimeligt, at tale om at xenofobi er forførende – så længe man ikke bliver tvunget til at overveje det rationelt kan det virke som den enkleste forklaring på enormt mange ting.
4. juli 2009 at 23:49
Nåhja, og i forlængelse deraf tror jeg, at specielt børn er sårbare overfor den slags forførelse – jeg tror de enkle forklaringer har en væsentligt højere appel blandt børn end blandt voksne. Og derfor tror jeg så også at den er endnu mere væsentlig at belyse.
I Coraline introduceres kompleksiteten i form af de der kære knap-øjne, men indtil da er hun jo fuldstændigt forført, af en enklere, lettere verden…der skal et brud til, for at hun vågner op, tænker rationelt, og siger “nej hov, vent nu lige lidt!”…
Så jeg tror helt sikkert det er en tematik som egner sig til børnelitteratur.