Skrivekonkurrence: Moderne dansk eventyr
19. marts 2008Forlaget ABZebra har to gange tidligere udskrevet skrivekonkurrencer, og det er der kommet to eventyrsantologier ud af: Moderne Danske Eventyr I og II. Sidste år forsøgte de sig så igen med indleveringsfrist i december, men i begyndelsen af marts skrev de så følgende på deres hjemmeside:
Vi har i år modtaget 61 eventyr – også fra rigtig mange nye bidragsydere. Desværre har vi ikke været i stand til at udvælge nok eventyr til udgivelse i Moderne Danske Eventyr III.
De to første antologier holdt et niveau, som vi følte var acceptabelt for de to indledende værker i serien. Med den tredje antologi havde vi forestillet os et litterært løft, således at udgivelserne kunne udvise en progression i ambitionsniveauet. Denne målsætning har ikke kunnet opfyldes med de indsendte manuskripter.
Derfor forlænger vi hermed fristen for indlevering af ikke tidligere – i bogform eller på Internettet – offentliggjorte manuskripter til den 20. december 2008
Det er godt nyt for de af os — heriblandt undertegnede — der ikke fik skrevet et eventyr til konkurrencen sidste år. En glædelig detalje ved denne antologi er det i øvrigt, at alle medtagne forfattere får udbetalt royalties af salget. Det har jeg aldrig før set ved konkurrenceantologier, og alene for at støtte denne udvikling vil jeg helt sikkert skrive et bidrag.
Om deres forventninger til de indsendte manuskripter skriver ABZebra:
At skrive et moderne dansk eventyr i H.C. Andersens ånd er ikke nogen nem opgave at løfte. Det skal ikke være en kopi af et Andersen-eventyr, det skal heller ikke et være et eventyr efter samme opskrift som en nutidig børnebog (overvejende dialogbaseret fortælling) – snarere en moderne/klassisk intrige præsenteret som en historie i flere lag fortalt for børn og voksne i et præcist og nuanceret sprog (for mange ord blænder læseren) og gerne med humor.
En god tommelfingerregel: Intrigen skal kunne genfortælles i en håndfuld sætninger, således at et tiårigt barn kan forstå den og får lyst til at læse/høre historien; temaet og pointen skal desuden appellere til den voksne læser.
De øvrige formelle krav til eventyrene kan læses på ABZebras hjemmeside.