når mūsen ta’r en slapper

Søndag
Søndagen oprandt og Bruce holdt endnu et foredrag – denne gang om at skrive til og på internettet. Han berettede om hvordan han formår at have en stabil indkomst ved at tage penge for at udsende ny kortprosa et par gange om måneden til en stadigt voksende mailingliste. Derudover rådede han alle til at forsøge at få lov til at publicere tekster på internettet efter de har hentet penge hjem på det trykte antologimarked, da det ofte er på nettet at redaktører finder nye navne. Det lød til at være overraskende let at få lov til dette af de trykte magasiner med rettighederne til éns tekst.

Kl. 12 holdt en underviser på området et foredrag om verdensbygning i spil. Hans hovedpointer var at verden skal hænge sammen med narrativet, at spillerens interaktion med verden skal have indflydelse på dens tilstand og at gameplayets bestanddele skal give mening i den verden det udfolder sig i. Derudover understregede han vigtigheden af, at en verden skal give intern mening, og tog ved argumentationen bl.a. udgangspunkt i Tolkiens fagtekster om verdensopbygning (på dansk bl.a. Træ og Blade).Bruce vendte derefter tilbage med sit tredje foredrag – denne gang under titlen ”On Creative Writing” og afslørede her, at han var mangeårig professor på området. På opfordring af publikum talte han mest om plot og personer og sammenhængen mellem dem. Han præsenterede os for plottet som en sekvens af scenes ‘n’ sequels – handling og efterfølgnede følelsesmæssig reaktion og nyorientering. En scene rummer ifølge denne model et mål hovedpersonen prøver at opnå – ofte en blanding af dennes hovedmål og et undermål, der har relevans for hovedmålet – den konflikt det resulterer i og oftest den katastrofe, det medfører. Katastrofen kan som oftest formuleres som ”det lykkes, men …”, hvor men’et betyder at hovedpersonen på trods af delmålets opfyldelse ikke kommer tættere på at opnå sit hovedmål pga. en ny komplikation, eller ”det lykkes ikke, og desuden …”, hvor delmålet ikke opnås og status quo desuden forværres. Han understregede, at nervøsiteten for hovedpersonens velbefindende er hvad der driver læseren og derfor bliver status quo næsten altid værre og værre for hovedpersonen. Derfor er en traditionel kommentar til plotspørgsmål ”the right answer is always the cruelest”.

En hovedperson forsøger altså altid at nå ”+”, men kastes som konsekvens af sit forsøg tilbage i ”–” og det danner en trappelignende struktur. Grunden til at hovedpersonen kastes tilbage i ”–” er ofte at finde i vedkommendes fatale fejl (kaldet hamartia i Aristoteles’ Poetikken) og det er denne hovedpersonen må forholde sig til når plottets krise nås. I det efterfølgende klimaks sejrer hovedpersonen, hvis han har overvundet sin fatale fejl eller også taber han, hvis han efter krisen er forblevet den samme.
Derudover kom han ind på vigtigheden af at forstå hvad der fundamentalt driver éns personer og rådede os til at lade nogle af de personer, hovedpersonen kender, kende hinanden for at gøre et forløb mere interessant med mere komplekse konflikter.
Bruce sluttede af med at understrege at ingen modeller i fiktionsskrivning er regler:

I always don’t worry about models until I feel something is broken.

Derefter læste Anne op. Hun havde valgt novellen The Ship Who Sang, der var en melankolsk novelle om en verden, hvor skibe styres af kropsløse menneskehjerner, og om en af disses forhold til sin pilot. Den var en af hendes første noveller og da hun var færdig med sin oplæsning fortalte hun, at det var første gang hun havde været i stand til at læse den op uden at komme til at græde.

Senere fortalte Anders V. E. Eriksen om hvordan det var at få udgivet sin første roman efter den var blevet godtaget. Det var en direkte fortsættelse af et foredrag på sidste års Fantastikon om hvordan det var at skrive sin første roman. Han var startet fra bunden som forfatter med denne bog og havde måttet smide hele sit første manuskript ud, efter Phabel havde set på det, og begynde forfra. Det havde dog ikke afskrækket ham, så efter nogle kurser og endnu et års arbejde med en omskrivning blev han godtaget. Derefter fulgte en sparringsproces med forlaget hvor manuskriptet blev redigeret, og til sidst besluttede Phabel og Anders i fællesskab hvordan forsiden skulle se ud. Bogen Lucifers Fængsel udkom for nylig på Phabel.

Det sidste foredrag stod Lene Kaaberbøl for. Hun gennemgik hele sit forfatterskab – lige fra den første hestebog om Tina, hun debuterede med som 15-årig, og op til Skammerserien, der siden sin begyndelse ved årtusindeskiftet har opnået international succes. Hun har både haft op- og nedture som forfatter, og af sidstnævnte lagde hun især vægt på hendes 10-årige kamp for i 80′erne at skrive den perfekte roman, der skulle vende op og ned på verden: Morgenlandet. En læringsoplevelse hun rådede aspirerende forfattere til at springe over. Hun slog desuden på tromme for sin nyeste roman, Skyggeporten og fortalte om hendes nuværende romanprojekt, der kommer til at foregå i en verden, hvor alle mennesker i puberteten kommer til at kunne forvandle sig til dyr.
En erfaring rigere drog vi derefter hjemad. Eurocon bød på mange inspirerende indslag indslag, så når den vender tilbage til Danmark om et uvist antal årtier tropper jeg helt sikkert op, og jeg kunne nok også finde på det, hvis den blev afholdt nær den danske grænse. Næste år står Moskva dog for tur, så indtil videre må vi nøjes med Fantasticon.

Sider: 1 2 3 4