Eurocon 2007 set gennem forfatterbriller
23. marts 2008Lørdag
Lørdagen var dagen med flest huffere. Dog var jeg den eneste der var stået tidligt nok op til at høre om den japanske fankultur og dens festivaller med hundrede tusinder af deltagere, forfattere og tegnere der lever af manga-fanfiction (også kaldet doujinshi) og japanernes ufattelige samlermani.
Bruce Holland Rogers var det næste punkt på programmet. Han fortalte om kortprosa. Hans foredrag var krydret med hans egen fiktion, og han havde adskillige råd til hvad udgangspunktet for en kortprosatekst bl.a. kunne være: konkretisering af metaforer, en ny synsvinkel i en klassisk fortælling eller ganske enkelt et ordsprog.
Forfatteren til Ildøglernes Sang – Anne McCaffrey – blev dernæst interviewet. Trods spørgsmålene greb hun det meste af tiden selv ordet, og berettede medrivende om sit liv og forfatterskab overdrysset med mere humor, end de fleste andre 81-årige kvinder ville have kunnet byde på. Som barn af en turbulent tid brugte hun latintimerne på sin kostskole til at flygte ind i sin egen fiktion men begyndte først at tage skriverierne alvorligt flere årtier senere, da hendes børn var flyttet hjemmefra. Hendes første roman udkom da også først, da hun var 42.
Efterfølgende overværede jeg en paneldabat om at anmelde genren. De talte bl.a. om vigtigheden af at sondre mellem en kritik og en anmeldelse; anmeldelsens målgruppe var ifølge dem folk, der endnu ikke havde læst bogen, mens kritikkens målgruppe var folk, der allerede havde læst bogen. Derudover understregede de vigtigheden af både at være oplysende og underholdende i enhver anmeldelse.
Inden aftenens arrangementer fik de tilbageværende huffere signeret deres McCaffrey-bøger, da alle æresgæsterne i løbet af eftermiddagen efter tur underkastede sig deres fans’ autografbehov.
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Efter aftensmaden var det så tid til maskaraden og prisuddelingen. Fans viste deres hjemmestrikkede kostumer frem til spredt klappen og de fleste priser blev efterfølgende uddelt til fraværende modtagere. Som en særlig dansk detalje fik de ”lovende nye talenter” overrakt en lille LEGO-raket hver.
Selvom det ikke var programsat kom PRESS PLAY ON TAPE og spillede efterfølgende. Iført Men In Black-kostumer, morgenkåber og Star Trek-uniformer spillede de deres nyfortolkninger af gammel spilmusik på bl.a. controllere og danseplader. Det nærmede sig midnat, da PRESS spillede deres sidste nummer og vi besluttede at drage hjem i stedet for at tage til den rusiske vodkafest.



