Eurocon 2007 set gennem forfatterbriller
23. marts 2008“Eurocon 2007? Men, men det var jo for et halvt år siden. Hvad tænker du dog på, Bjarke!?” spørger du måske dig selv iført et patosfyldt ansigtsudtryk. Jo, sagen er, at dengang havde jeg ikke en blog at skrive på, og jeg synes egentlig, der var mange spændnede indslag på Eurocon, som jeg gerne vil videreformidle. Derfor.
Eurocon – kort for European Science Fiction Society Convention – er Europas største årlige forsamling af science fiction-interesserede, og i 2007 stod København for tur som værtsby. Det var naturligvis ikke noget en fantastikfan som mig kunne lade gå sin næse forbi, også selvom denne er fra det semimørke Jylland. At tage til en større international forsamling af fiktionsinteresserede i sit eget hjemland, når det hedder Danmark, er jo en sjælden mulighed.
Det blev til tre intryksmættede dage i slutningen af september, hvor det stod på uddrag fra næsten alle hjørner af science fiction-genren – lige fra Star Trek til Anne McCaffrey. Enkelte, men velvalgte, fantasyindslag blev der også plads til i programmet og ingen af de skrivetekniske foredrag var særlig specifikt rettet mod science fiction.
I løbet af de tre dage Eurocon løb over, var der fire-fem arrangmenter ad gangen, hvoraf de fleste tog én time men enkelte to-tre timer. De fleste arrangementer var foredrag, men også paneldebatter, filmforevisninger og interviews var der fundet plads til. Fællestrækket for dem alle var science fiction-genren, men indfaldsvinklerne var mange, og både forfattere, fans, forskere, redaktører og anmeldere præsenterede hver deres indblik i emner, de anså for relevante for genren. Sproget var mestendels engelsk men med nogle få danske undtagelser.
Fredag (genretidsskrifter, Ralan Conley, at skrive på engelsk som fremmedsprog)
Lørdag (japansk fankultur, kortprosa, Anne McCaffrey-interview, genreanmeldelser, autografer, priser, PRESS PLAY ON TAPE)
Søndag (at skrive på og til nettet, verdensopbygning i spil, creative writing, Anne McCaffrey-oplæsning, at udgive sin første roman, Lene Kaaberbøl)