Magiens magt: videreudviklingen
16. januar 2008(fortsættelse af Magiens Magt: Undfangelsen)
Få måneder efter jeg havde fastlagt nogle af romanens hovedingredienser, sad jeg fast. Romanen bød ikke rigtig på noget nyt, og uden noget nyt troede jeg ikke på, at romanen var værd at skrive – og da slet ikke på, at den havde udgivelsespotentiale.
Jeg spekulerede, brainstormede og skrev enkeltscener i håb om at finde et element, der blandet sammen med personerne og miljøet, ville hæve romanen over den grå masse. Den idé dukkede op for over et år siden i min skrivegruppe, da jeg spurgte efter komplikationsmuligheder. Det var som om en åbenbaring havde fundet sted. Med ét faldt den centrale brik i puslespillet på plads, og jeg følte, jeg fra at have været milevidt fra en roman, der fungerede, nu var få skridt fra den. Jeg kunne næsten røre den.
Åbenbaringen satte gang i en kædereaktion, der førte til mange ændringer, der alle føltes som en naturlig følge af hinanden. Den største var introduktionen af en ny hovedperson – Theodor – det nu delte romanen med Kate. Han havde tidligere været en magtfuld, aldrende person i romanen, der fik stor betydning for Kates færd, men nu var han i stedet 20 og fra mere kummerlige kår. Det hele begyndte at give mening, og jeg begyndte at ane de mere grundlæggende temaer, der gennemsyrede historien og personerne.
Det hele gav måske for meget mening. Fra at sidde med en roman jeg ikke syntes godt nok om, sad jeg nu med en roman, der føltes helstøbt. Jeg mente den havde en god progression hele vejen igennem, nogle interessante hovedpersoner og en overraskende slutning, der virkede naturlig. Jeg forsøgte at gå i gang med at skrive den, men min Indre Kritiker lod mig ikke komme langt. Når prosaen, jeg skrev, ikke levede op til min ophøjede opfattelse af romanen som helhed, stoppede jeg op og begyndte at rette i den, og jeg kom kun sjældent ordentlig i gang, før jeg måtte stoppe op for at rette. Jeg syntes ikke min prosa levede op til min idé om romanen, og efterhånden skrev jeg mindre og mindre på den. Jeg gik i stå. Siden er jeg blevet klogere.
I stedet skrev jeg om den verden romanen fandt sted i; om miljøet personerne kom fra, om magiens funktionsmåde, om verdenshistorien. Jeg begyndte på andre projekter – de fleste af dem halvhjertede – men romanen sad stadig i baghovedet selvom den samtidig samlede støv i skrivebordsskuffen. Små ting ændrede sig gradvist. Religionen kom til at spille en større rolle, Theodor fik lidt andre motivationer for hans rolle i romanen. Efterhånden begyndte ændringerne ikke at føles som forbedringer, og jeg blev klar over, at jeg ikke længere havde flere undskyldning for ikke at gå i gang med at skrive på den igen.
fortsættelse følger …
16. januar 2008 at 15:33
Bjarke kom nu bare i gang med at skrive den roman så vi andre kan komme til at læse den
16. januar 2008 at 20:03
Hej Bjarke!
Så fik jeg læst op på din blog. Jeg kan godt forstå, hvis du næsten ikke har kunnet få armene ned ovenpå novellekonkurencen, og det vil jeg godt pointere er fortjent.
Det er måske strengt taget irrelevant for dette indlæg, men synes ikke rigtig det passer bedre ind andre steder, så det må vi leve med.
- men det jeg kom fra var, at selvom “hvorfor mig?” er et spørgsmål som du, klart nok, har tænkt meget over, så synes jeg ikke du skal lade dig skræmme af det, hvis du kan lade være
Jeg synes godt man kan drage en parallel fra novellekonkurencen til dit indlæg, “inspirationen er ikke guddommelig” – for det er heller ikke guddommelige indgriben, man vinder skrivekonkurencer på.
Du har både baggrunden, interessen, miljøet og talentet på din side. Det er din fortjeneste, og ikke andres. Talent skal jo dyrkes, interesse skal plejes, miljø skal findes, og din baggrund har du jo, må man forvente, også selv haft en indflydelse på.
Nogen vil oplagt mene, at man skal også lige have ideen, men der synes jeg, præcis føromtalte indlæg illustrerer, at den slags tanker er ubrugelige i skriveøjemed.
Så hold fast i, at du vandt, fordi din novelle var bedst, og vend dig til tanken om det, og husk på, at det ikke var guddommelig inspiration der gjorde det, det var al den energi du investerer ved at skrive hele tiden og igen.
Men ellers vil jeg se frem til at følge din blog, og næste afsnit af din historie om romanen.
Mads
17. januar 2008 at 6:07
Hej, begge to! Wow, nu overstiger antallet af læsere snart flere fingre end jeg har på én hånd ^_^
Grundet mit nye arbejde går det lidt langsomt i øjeblikket, men jeg skriver, når jeg kan og prøver at få den færdig hurtigst muligt. Du skal nok komme til at læse den før eller siden, Kasper! (men forhåbentlig “før”
)
Tak, Mads. Din kommentar falder et tørt sted, og selvfølgelig har du ret i det du siger. Som dansker, tror jeg, der lægger en uudtalt opfordring i luften om at være selvudslettende omkring det, når man opnår noget ved at klare sig bedre end mange andre – men den indstilling tror jeg også er med til at fratage en sejr en del af dens motivationskraft. Jeg vil forsøge at lægge Aksel Sandemose bag mig, selvom det er svært. Tak for peptalken!
Jeg håber I begge vil finde mine fremtidige blogindlæg underholdede! ^_^
- Bjarke