når mūsen ta’r en slapper

"Goddag, mit navn er Bjarke Sølverbæk, og jeg er afhængig af bøger om at skrive," kunne en tekst om mit skriverliv starte. Jeg kan ikke længere huske hvilken bog, der var den første om at skrive, jeg købte, men det skete nok for omtrent tre år siden. Nogle af de første jeg anskaffede mig var James N. Freys How To Write Damn Good Novel og Damon Knights Creating Short Fiction . Også Nancy Kress’ Beginnings, Middles & Ends og James Scott Bells Plot & Structure erhvervede jeg mig tidligt, da plot altid har været en af de dele af fiktionen der har interesseret mig meget.

Stort set alle bøgerne er på engelsk, da udvalget af danske skrivebøger aldrig har været særlig omfattende. Bente Clod og Finn Dreibek har skrevet nogle stykker, som jeg har læst fragmentarisk uden at blive imponeret, og Creating Short Fiction er oversat til dansk som Hvordan skriver jeg noveller? Den eneste skrivebog skrevet af en dansker, jeg er stødt på, som jeg kunne finde på at anbefale er Robert Zola Christensens Manual til skrivekunsten . Det begrænsede marked for danske bøger om emnet har også betydet, at alle bøger er generelle — de antager, at læseren kun ved det mest basale om håndværket og forsøger at behandle alle de emner, forfatteren anser for vigtige. For at finde dybdegående dækning af enkeltemner, bliver man nødt til at ty til engelsksprogede bøger.

Hvor mange af dem har jeg så læst? Undet en tredjedel. Dog har jeg læst i langt de fleste og har også planer om at læse næsten dem alle fra ende til anden, for langt de fleste af dem er købt efter ret grundig research — hovedsagligt i form af anmeldelser på Amazon.

Og hvad har jeg så lært? Primært, at der ikke er én rigtig måde at gøre tingene på og det vigtigste at gøre, hvis man vil gøre sig håb om at blive forfatter, er at få skrevet og få skrevet meget. Derudovere har jeg lært at de fleste adverbier og adjektiver med held kan erstattes af kropssprog, handlinger eller simpelthen ingenting, at interessante personer altid har indre konflikter, og det er den indre konflikt de fleste historier i sidste ende drejer sig om og hundredevis af andre småting, hvoraf mange langsomt er gledet fra notaterne op i hovedet, som en fast bestanddel af min egen tekstkritik af egne og andres tekster, og nogle er gledet ned i første gennemskrivning, så jeg eksempelvis ikke længere bruger adverbier ved hver anden replik.

Jeg har ikke købt en ny skrivebog i snart et halvt år, og jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil købe en skrivebog til, før jeg har læst mindst halvdelen af dem jeg har. Jeg har et samlergen, der må holdes i skak, og det har jeg altid haft. Da jeg var helt lille, samlede jeg kastanjer for at lave kastanjedyr, jeg havde stående, til min mor syntes, de var blevet for gamle. Alt fra Micro Machiens til My Little Pony skattede jeg dengang, og LEGO samlede jeg på, indtil jeg havde været teenager i et par år. Jeg samlede også lidt på mønter og senere en del på frimærker, og jeg var i en årrække medlem af den lokale filateliklub for børn. Tegneserier og især andetegneserier samlede jeg på igennem hele min barndom, og den mani gled næsten automatisk over i andre typer bøger.

I dag er jeg den stolte ejer af 4-500 romaner og fagbøger, hvoraf 51 handler om skrivning. De sidste 2-300 er købt i løbet af de sidste 4-5 år. Alene på mine to ture til USA i henholdvis 2005 og 2007 købte jeg sammenlagt over 100 bøger, og antikvariatet Strand, hvis slogan er "18 miles of books", var et af højdepunkterne på begge ture. Foruden skrivebøger har jeg især mange bøger om japansk sprog og kultur, tegnefilm (og om Disney-studiet i særdeleshed) og computere og programmering — så der er altid rig mulighed for at ty til overspringshandlinger, når jeg egentlig burde skrive.

Sider: 1 2