når mūsen ta’r en slapper

I efteråret annoncerede hufs arrangementsudvalg, at der i januar ville blive afholdt et skrivekursus og på trods af, at det ville foregå i København, meldte jeg mig straks til — dels fordi det var et ret billigt weekendskursus og dels fordi, det altid er hyggeligt, at mødes med andre huffere.

På fredagens togtur til København, fik jeg idéer til adskillige afsnit af en webcomic, jeg har strøtænkt over, så inden for den nærmeste fremtid bliver min blog sandsynligvis beriget med sporadiske striber.

Efter ankomsten gik fredagen med indkvartering, en enkelt skriveøvelse og et spil Tegn & Gæt (som mit hold vandt på trods, øhh, jeg mener på grund af mine uovertrufne tegneevner …). Fundamentet til den grovkornede humor og de nørdede diskussioner om bl.a. film, tegneserier og til tider også bøger, der kom til at kendetegne weekenden, blev lagt, og som den nørd jeg jo er, følte jeg mig straks velkommen.

Det meste af lørdagen gik med undervisning, som Helle Højland stod for. Hun berettede hovedsageligt om plotopbygning og henviste os oven i købet til en af mine favoritbøger om at skrive: How to Write a Damn Good Novel af James N. Frey. Vi blev hurtigt bedt om at skrive et anslag — helst en omskrivning af anslaget til den roman vi arbejdede på, men da jeg ikke følte mig parat til at dele dette med de andre kursister, skrev jeg en scene med en kvinde til et AA-møde.

Efterfølgende læste vi hver især resultatet af skriveøvelsen op, og det var en næsten chokerende oplevelse for mig at læse min tekst op. Jeg oplevede så stærk en indlevelse i tekstens hovedperson, at min stemme nåede at blive helt grødet på de par minutter, det tog at læse teksten op (hvilket passede fint med tekstens hovedpersons reaktion på situationen, skal det siges), og jeg var glad for, at jeg ikke behøvede at sige noget de første par minutter efter oplæsningen.

De der havde kommentarer til teksterne fremførte efterfølgende dem. Kommentarerene var mestendels blottet for negativ kritik, og det var kendetegnende for hele kurset, at stemningen kun i begrænset grad tillod “rigtig” kritik. Men når teksterne, der var til kritik, var resultaterne af 15-minutters skriveøvelser, ville det måske heller ikke have været helt rimeligt at kritisere dem som gennemarbejdede tekster.

Helle vekslede hele lørdagen mellem oplæg om romanplottets bestanddele og skriveøvelser, der pålagde os at skrive scener fra bestemte punkter i “romanen”, vi havde skrevet et anslag til; først et møde med en modsætning, så en konflikt og til sidst et klimaks. Gennemgangen af romanplottets bestanddele var der ikke meget nyt i for mig, men sammenkoblingen med en rød tråd af skriveøvelser fungerede ufattelig godt, i det den gjorde det abstrakte mere konkret og gav én følelsen af at have skrevet noget af betydning og ikke blot fire skriveøvelser á 15 minutter.

Efter et slag Scrabble, hvor mit hold formåede at få godkendt ordet “ursæd”, holdt vi en oplæsning af medbragte tekster. Jeg læste (naturligvis?) Faldet op, og igen oplevede jeg en stor indlevelse i teksten. En overraskende indsigt, kurset har medført, er hvor meget, det kan betyde for mig at læse mine egne tekster op; jeg havde aldrig tidligere overvejet, at det ville øge indlevelsen i mine egne tekster at læse dem højt. Jeg følte mig næsten som en skuespiller, der udspillede hver af de roller, jeg i skriveprocessen havde udpenslet, og for første gang følte jeg mig enig med dem, der ved forskellige omstændigheder har sagt, at jeg er en god oplæser, og jeg er begyndt at tro, at langt de fleste af mine tekster bliver bedre af, at jeg læser dem op. Jeg tror desuden, at oplæsning kan vise sig at være vanedannende, for efter de indlevelsesrige oplæsninger på kurset, følte jeg mig nærmest udrenset — som man nogle gange kan have det efter at have givet afløb for hidtil indesluttede følelser. Ligesom jeg kan have det efter at have skrevet en følelsesladet scene, bare stærkere.

Søndagens program blev skudt i gang af Anne-Marie Vedsø Olesen, der ud fra uddrag af egne romaner påpegede diverse forfattertricks. Eksempelvis understregede hun, hvor vigtige gentagelser er, hvis en tekst skal være sanselig — noget jeg aldrig havde tænkt over før. Hun opfordrede os også til at lade ganske lidt forblive uforløst i romanens slutning, da det ville efterlade læseren med en mere tilfredsstillende følelse, end hvis samtlige tråde blev ført til dørs.

Anne-Marie havde en markant mening om, hvad der kræves for at være forfatter, som hun listede på tavlen:

• talent
  • især en personlig sproglig tone anså hun for essentielt
• fantasi
  • “alle mennesker har én historie i sig”; hun understregede vigtigheden af at kunne fortælle andet end ens egen historie, hvis man vil være forfatter
• disciplin
  • “også når man ikke er inspireret” må man “prøve at rulle sig i gang”
• vilje/ambition
  • “der skal bruges albuer”
• promovering
  • for at klare sig som forfatter mente Anne-Marie, at man må skabe sig et image og i forlængelse af det sørge for at blive eksponeret ved selv at være aktiv og tage kontakt til folk. Man sælger ikke længere kun på sine bøger, understregede hun, og mente, at det er en verden, hvor det er nødvendigt at være “kynisk og benhård” til tider
• diplomati / netværk
  • det er essentielt at kende nogen, hvis man eksempelvis vil forsøge at få legater

Efter frokost kom en redaktør fra Gyldendal — Birthe Melgård — og fortalte om hvad der foregik bag facaden på Danmarks største forlag.

Vi antager ikke en bog — vi antager et forfatterskab.

Hun kunne fortælle at Gyldendal har omtrent 150 forfattere i deres stald, og der går i gennemsnit 2-3 år mellem disses udgivelser. De modtager 1000-1500 opfordrede manuskripter om året, hvoraf 2/3 resulterer i et standardafslag og 4-8 resulterer i udgivelse. Hun oplyste endvidere, at Gyldendals skønlitterære afdeling (GS) ikke giver overskud i øjeblikket, da de tager forfattere ind, hvis de ser talent, også selvom salgbarheden måske ikke er der endnu. Hun sammenlignede GS med et laboratorium, hvor nye talenter afprøves, og det resulterer ofte i bøger, der ikke giver overskud. Eksempelvis resulterer den gennemsnitlige digtsamling i et underskud på 20.000. Af de romaner, der udkommer, er det normale førsteoplag på omtrent 1500, og hver 8.-10. bog kommer i 2. oplag og 10% bliver til lydbøger.

Antallet af uopfordrede manuskripter steg særligt meget for 30 år siden, hvilket Birthe mener er fordi 70′erne gjorde “det blev legitimt for alle at udtrykke sig” og “kunstnere raslede ned fra elfenbenstårnet.” I dag sender folk nærmest hvad som helst til forlagene inklusive yderst private dagbøger — “intimsfæren er blevet brudt op” — men den såkaldte “terapeutisk afskrivning” hæver sig, ifølge Birthe, yderst sjældent op til det almene, og resulterer derfor som oftest i et standardafslag, fordi det ikke har interesse for andre end forfatteren og hans nærmeste.

Ifølge Birthe er det originalitet og talent Gyldendal er ude efter — “vi er talentspejdere”. De ser efter, om sproget er nyskabende, men også om det håndværksmæssige er i orden: om kompositionen er stram, om persontegningen er nuanceret og om en tilstrækkelig stor del af handlingen foregår i det usagte. Birthe afslørede endvidere, at hvis et manuskript ikke fænger, læser de normalt kun de første og sidste ti sider og syv sider i midten.

Og selvom jeg har medtaget alt for mange citater af hende, må et sidste også lige med: “Der er nogle, der sender digte på engelsk. Hvad skal vi med det? Skriv det dog på dansk!”

Kun evalueringen var derefter tilbage, og den var (velfortjent) overstrømmende positiv. Turen gik derefter hjemad med den obligatoriske følelse af melankoli, der for mig kendetegner ophøret af noget godt. Jeg ser frem til det næste skrivekursus huf arrangerer, og tager næsten helt sikkert med, hvis prosa er på programmet.

Tusind tak til Marie W. Oscilowski, Maria Petersen og Camilla Wandahl for det store arbejde, de har lagt i den overordentlig vellykkede weekend!

Sider: 1 2 3 4 5 6