når mūsen ta’r en slapper

For flere måneder siden tænkte jeg for første gang: Kunne det ikke være interessant/sjovt/tidsåndsagtigt at skrive fuldstændig åbent om tiblivelsen af en roman — lige fra kimen til forlagsturnéen — med alle de omveje, skrottede delidéer og gennembrud, der nødvendigvis opstår undervejs? Spørgsmålet er retorisk og svaret viser sig forhåbentligt at være et lige så åbenlyst ja, som jeg håber. Dengang første jeg ikke idéen ud i livet, men nu har jeg lige skrevet første side på en roman, hvis grundidé er helt frisk. Det er mit mål, at dette indlæg bliver det første i en lang serie af rå, upolerede indlæg om romanen, som ikke engang har fået en midlertidig titel endnu. Og jeg håber, der er nogen af dem der læser dette, som har lyst til at komme med indspark undervejs — det kunne sagtens tænkes at sådan nogle kommer til at påvirke romanens videre skæbne.

Kimen
Inspirationen til romanen, som jeg har tænkt mig at trætte dig med de næste måneder eller mere, kan jeg spore et par måneder tilbage. Dengang opstod idéen om et magisystem, der bygger på narratologi; magi der udføres ved at fortælle historier. Magiens effektivitet skulle hænge sammen med hvor godt den opfyldte foreskrevne narrative regler og muligvis hvor troværdigt historierne inkorporerede personerne, der indgik i dem — om de opfyldte ville-hun-virkelig-gøre-det-testen. Jeg var ikke sikker på hvem der kunne udføre magien, men i mit udkast til idéen, var der en skrivelærer, der ankom til en almindelig, dansk folkeskole og havde et valgfag i fiktionsskrivning, hvor de der deltog fik noget særligt papir at skrive på, som gav deres historier magisk potentiale, hvis de da overholdt den narrative logik. Hvad præcis den logik skulle være, blev jeg ikke ordentligt enig med mig selv om, inden idéen, og de par sider jeg fik skrevet på den, blev lagt til side. Den blev aldrig opgivet men snarere halvglemt.

Videreudviklingen
For godt en uge siden afholdt jeg så et skrivekursus på Skanderborg Ungdomsskole, hvor en af eleverne havde brug for et indspark til det komprimerede romanforløb. Jeg sagde noget i retning af, at det hovedpersonen skrev, skulle blive virkeligt, og det fik mig til igen at tænke over narrativ magi, og den 9. november skrev jeg følgende notat:

Historie, der starter med en historie der viser sig at blive skrevet af den egentlige hovedperson. Fantasysamfund, hvor konsekvensen af historiefortællernes historier tillægges stor etisk betydning, og deres historier er kimen til nye universer.

Det var dagen før Silkeborg Dukketeaterfestival, hvor jeg skulle ind at se ni forestillinger på fire dage, og under de par forestillinger, der ikke sagde mig så meget, tænkte jeg videre. Jeg forestillede mig et samfund, hvis medlemmer fulgte med i en centralt forfattet historie, der som en anden sæbeopera fortsatte i det uendelige. En historie, der foregik i et parallelt univers. Jeg forestillede mig, at hovedpersonen skulle oplæres til at blive en af de mange medforfattere på denne historie, og han/hun fik besked på at tage livet af en person, som han/hun havde forelsket sig i. Og det faktum, at historien ikke bare handlede om, men var et parallelt univers skulle bruges, men jeg vidste ikke rigtig hvordan. Jeg tænkte endvidere, at historien var centralt kontrolleret, og den centrale kontrol havde et vigtigt formål. Det var vigtigt, at folk ikke bare gik og fandt på deres egne historier, men jeg var stadig ikke sikker på hvorfor. Muligvis var alle historier ophav til nye universer, der fandtes så længe historierne i det univers var kendt af mindt én person. Muligvis skulle historierne opfylde narratologiske ‘krav’ for at blive ophav til parallelle universer.

Jeg fornemmede, at det var en idé med potentiale, og jeg forsøgte at sætte brikkerne sammen så de gav et sammenhængende univers med potentiale til at rumme en virkelig god historie. Det blev desuden klarere og klarere for mig at historien drejede i en dystopisk/utopisk retning.

Efter yderligere tænkeri, fandt jeg frem til, at det centrale oligarki havde behov for at kontrollere historiefortællingen, fordi der skete en form for overførsel mellem hovedpersonens verden og de verdener, der blev skabt gennem historiefortælling. Måske var der en konstant mængde lykke i alle verdener tilsammen, og den ulykke der blev skrevet ind i et parallelt univers, blev fjernet fra dette univers? Måske var påvirkningen fra ureglementerede historier blot forbudt, fordi virkningen var uforudsigelig, da forståelsen af narratologisk magi var ufuldstændig? Påvirker historiedigtningen verden proportionalt med antallet af personer, der oplever historien gennem videreformidling, eller er videreformidlingen blot til stede for at undertrykke menneskets behov for selv at forfatte historier? Er det kun forfatterens evne til at fortælle historien, der afgør dens kraft — dennes indlevelse, trang, lyst, fornemmelse for kunsten? Jeg tænkte at der skulle være to seperate indgangsvinkler til den narrative magi: den lærde og den intuitive. Det gik straks op for mig, at der er en klar parallel til henholdsvis Lyras og de lærdes brug af alethiometeret, og da jeg godt kunne lide det aspekt ved Det gyldne kompas, gjorde den tanke mig ikke noget.

Jeg havde svært ved for alvor at stadfæste præcis hvad der udveksles mellem verdener gennem fiktionsskriveriet. Jeg havde en idé om en slags energibalance, og overvejde simeplthen at personer og ting kunne flyttes mellem universer, ved at skrive dem ind eller ud.

Men her til aften tænkte jeg så endelig, at historieskrivningens logik har rod i en helt fundamental strømning i universet, som opretholder den og er årsag til alts eksistens og udvikling. Verdens logik er ikke naturvidenskabelig, men narratologisk! Den tanke føltes som et gennembrud. Denne strømning fører verden i en narratologisk bestemt retning. Narrative mønstre opstår i små og store størrelser — fra mikroskopisk til planetært niveau.

Normalt arbejder denne strømning i store, langtrakte bevægelser, som ikke er umiddelbart synlige, men ved at digte efter kraftens logik, kan dens energi intensiveres og ændres og dermed påvirke denne og andre verdener synligt her og nu. Hvad det præcis indebærer, hvad magien kan bruges til, er jeg endnu ikke sikker på, men jeg ved, at kraften er facetteret og kan manifesteres på mere end én måde, og det var den ændring i tankegang (frem for eksempelvis udveksling af det ene eller det andet mellem verdener), der føltes helt rigtig.

Den næste tanke, jeg gjorde mig, var, at denne kraft mindede frygtelig meget om en form for gud, og den logiske konsekvens af dens eksistens og menneskets eksistens var, at mennesket var skabt for at påvirke verdens udvikling gennem videreudviklingen af narratologikken, der er frosset fast. Grundnarrativet, grundstrømningen, kan ikke udvikle sig yderligere uden et mere uforudsigeligt element, en meddigter: Mennesket. Man fristes helt til at citere biblen: “Gud skabte mennesket i sit billede.” Men der ophører ligheden med den abrahemiske gud vist også.

Jeg har også tænkt, at da menneskets forskellige narrative traditioner (fra eventyret og myten til den postmoderne roman) er resultatet af kimen fra den narrative kraft, er der måske verdener, der hver matcher de narratologiske regler, forskellige genrer rummer. Men måske bliver det for fjollet at føre ud i livet — men jeg synes nu alligevel tanken er interessant. Måske skal kun de gamle, gennemgående genrer medtages. Og er den verden hovedpersonen befinder sig i, i så tildælde en form for grundverden?

Om disse grundtanker er noget, der kommer til at fremgå af romanen ved jeg endnu ikke, men hvis ikke der skal ske en form for interaktion eller i det mindste filosoferen over denne grundkraft, må der være noget andet afgørende, der afsløres om årsagen til magien. Eller hvad? Jeg kommer til at tænke på Sofies Verden, hvor Sofie finder ud af, at hun blot er en figur i en historie skrevet af en forfatter. Den narrative strømning er verdens forfatter, og der er intet håb om at undslippe den.

Første stump af romanen (mere er der ikke endnu)
“Vi er her for at hente Sina.” Stemmen lød dyb og stor, og jeg havde mest af alt lyst til at springe ud ad vinduet. Det var den eneste udgang, ud over den lukkede dør, der første ud til gangen videre hen til trappen og ned til yderdøren, som mor og far lige havde åbnet. Deres stemmer var ikke til at høre heroppe. De var som usynlige vinde, der slog mod en tårnende klippe, der skyggede for alt.
“Det ændrer ikke på noget,” sagde manden.
Jeg gik hen til vinduet og så ned. Tre etager til studeetagen — og så det frie fald ned gennem de lavthængnede skyer. Det var åh så fint at bo lige ud til randen. Mor og far havde været så stolte over at have fået tildelt lejligheden, da mor var blevet forfremmet, og jeg var nok også blevet revet lidt med, da jeg fik et af værelserne med randudsigt. Der måtte være et eller andet, jeg kunne gøre. Hvis bare mor aldrig var blevet forfremmet, og vi var blevet boende på første sal i Skyhus 7B, så kunne jeg være hoppet ud ad vinduet, ned i græsset, og jeg ville ikke have stået her og stirret ned i vattet, der sejlede forbi,
“Hvis I ikke lader mig komme ind øjeblikkeligt, er jeg tvunget til at bruge vold.”
Gid skyer var lige så bløde som de så ud. Jeg åbnede vinduet. Ikke fordi jeg ville springe ud eller sådan noget. Jeg var ikke tosset. Jeg så mig halvhjertet omkring, men jeg vidste godt, at det ikke var nogen som helst holdepunkter. De moderne huse var glatte som halvsmeltede isterninger. Jeg åbnede mest af alt vinduet, fordi jeg gerne ville mærke vinden blæse mig i hovedet en sidste gang inden de tog mig med. Og så selvfølgelig for at lade den tage de papirer, der var hele grunden til at uniformerede mænd trampede op ad trappen.
Papirene blafrede i min hånd. Der var så mange, og de var så tæt beskrevet med de mindste bogstaver, jeg havde kunnet komme af sted med. Snigpapir var dyrt, og åbenbart også dyrere end det jeg havde købt.
Idiot. Det var hvad jeg var.
Vinden sled i arkene, og jeg gav slip og de for væk i mønstre der et øjeblik gjorde en vindstrømning synlig. Et enkelt stykke satte sig et øjeblik fast på ruden inden det rev sig løs og fulgte de andre — som et får, der var kommet for langt fra sin flok og nu kom løbende efter dem.
Døren hamrede ind i væggen, og jeg vendte mig om.

Sidste år skrev jeg rundt til samtlige ungdomsskoler inden for offentlig transport-afstand, for at foreslå dem at oprette skrivekurser med undertegnede som underviser. Det lykkedes at få hen ved ti kurser i katalogerne, flest ugentlige aftenkurser, men også adskillige kurser, der løb over en weekend. Kun ét kursus trak tilstrækkeligt med deltagere til. Et weekendkursus på Skanderborg Ungdomsskole i efteåret 2010. Det forløb over én weekend fra kl. 10-16 begge dage, og de fleste deltagere havde efterfølgende været glade for kurset.

Jeg havde egentlig tænkt mig at forsøge at oprette kurser igen i år, men jeg var for sent ude — men så kontaktede Skanderborg Ungdomsskole mig for at høre, om jeg ikke havde lyst til at gentage kurset fra sidste år. Jo, selvfølgelig havde jeg det, og det lykkedes mig også at få indført et fortsætterkursus tre weekender senere. Begge kurser blev både opslået og oprettet, og nu sidder jeg tirsdagen efter i toget mod København, og ser tilbage på det begynderkurset, som for alvor har styrket mig i troen på, at skriveunderviser er noget jeg godt kunne se mig selv leve af engang i fremtiden. Ikke alene fordi jeg synes det var både sjovt og udfordrende, men også fordi de unge var virkelig glade for det, og jeg tilsyneladnede har flair for i hvert fald den målgruppe. Det skader nok heller ikke, at jeg har arbejdet som lærervikar i snart halvandet år, primært i udskolingen.

Lørdag
Om lørdagen startede vi med at introducere os selv til hinanden. Jeg glæder mig til den dag, jeg føler, jeg kan kalde mig selv for en “vaskeægte forfatter”, som de have valgt at skrive i kursusbeskrivelsen. De unge var fra 7. til 1.g, men næsten alle interesserede sig for fantasy (bølgen er tydeligvis ikke ovre endnu, men mon ikke dystopierne for alvor begynder at vinde frem i 2012). De fleste havde skrevet fiktion i fritiden, men enkelte havde stort set ikke skrevet uden for skolen, og en enkelt var der mest af alt for at blive bedre til at skrive stile. Der var én genganger fra året før.

Jeg kastede dem straks ud i seks minutters hurtigskrivning (skriv hvad som helst, men stop på intet tidspunkt op) efterfulgt af stadigt flere begrænsninger: først blev bogstavet n udelukket, så alle tillægsord og til sidst måtte ingen sætninger være på mere end fem ord. Der var gentagne beskyldninger om, at jeg var en ond lærer, men de var (vist nok) mest i sjov, og de skrev alle sammen løs med krum hals.

Efterfølgende satte jeg dem til at lave en
“Hvis … / så ville …”-øvelse, hvor én side af et stykke foldet papir havde overskriften hvis og en anden så ville, og kursisterne skulle så skrive en sætning der startede med overskriften og når jeg sagde til sende papiret videre med den anden side op. Til sidst havde vi så en samling mere og (overraskende nok) mindre mærkværdige logikker, som altid er sjove at læse op bagefter.

Til øvelser som de to første understregede jeg vigtigheden af at få slukket for den indre kritiker, hvis kreativiteten skal have frit løb, og det er efter min mening hovedformålet med skriveøvelser og tvungne rammer: At tvinge en til at arbejde på andre betingelser end man plejer, og på den måde få brudt skrivevaner og blive inspireret.

Efter en pause lånte jeg en skriveøvelse fra det kursus Maya Stolbjerg Salolin Drud og jeg skulle have afholdt for et par år siden, men som aldrig blev til noget: De skulle skrive en tekst med overskriften “Sommer”, og teksten skulle rumme andet navneord fra starten og slutningen af sidemandens hurtigskrivningstekst. Det fik de en halv time til, hvorefter vi brugte en time på gensidig kritik. Derefter et kvarter til redigering og så tyve minutter til at skrive den modsatte tekst med overskriften “Vinter”. Hvordan de tolkede modsat var op til dem, og der var mange tilgange, men den mest populære var at forsøge at omskrive personen til sin diametrale modsætning.

Sidst på dagen satte jeg dem til at skrive encyklopædi-tekster. De fik læst forældre, forelskelse og poesi op fra Brøndums Encyklopædi og skulle så skrive et eller flere encyklopædiopslag. Jeg endte med at give de fleste af dem opslagsord fra Brøndums, fordi de ikke var så gode til at give sidemanden nogle gode nogle. De fik tyve minutter og så hørte vi et par stykker og brugte det sidste kvarter på at diskutere hvad vi skulle lave søndag. Da jeg luftede muligheden for at lave et romanforløb, røg hænderne i vejret, så det aftalte vi, og om aftenen læste jeg op på det forløb jeg lavede til Løgumkloster Højskole.

Søndag
Om søndagen startede vi igen med en hurtigskrivningsøvelse. “Første gang jeg så en trækopfugl …” skulle teksten starte med, og så gik det løs i ti minutter.

Efterfølgende delte jeg æbler, clementiner og citroner ud til ti minutters sanseøvelse. De måtte ikke bruge frugtnavne eller farver, og skulle forsøge at bruge alle sanser i deres tekst. De syntes det var svært, men det lykkedes at få skrevet nogle gode sansetekster og en enkelt aldeles underholdende citron-hade-tekst.

Efter en puase fandt jeg Raymond Queneaus Stiløvelser frem, og jeg delte øvelser såsom overdrivelse, gyser, onomatopoetika, og double ud, som de skulle udsætte enten deres sommer eller deres vintertekst for. Igen syntes de, det var svært, men de kom med gode bud, og lydordsteksten var ligesom året før utrolig sjov.

Og så gik romanforløbet i luften. Jeg brugte længere tid end jeg engentlig havde tænkt mig på at berette om romanens grundformel (“En hovedperson med et mål, der er essentielt for hans/hendes velbefindende, udsættes for eskalerende modstand indtil det ender med et endeligt opgør”), og efter en runde, hvor hver af kursisterne skulle hive en roman, de godt kunne lide frem, og vi diskuterede hvordan den passede ind i “formlen”, satte jeg dem til at skrive et anslag til enten en historie de allerede arbejdede på eller en helt ny, hvor status quo skulle udsættes for en mindre forstyrrelse. Jeg gav derudover dem der havde behov for det indspark til en historie, de kunne begynde på. Vi gennemgik teksterne på kun en halv time, og efter en pause satte jeg dem til at ksrive en tekst, hvor deres hovedperson møder en modsætning, og jeg fortalte lidt om nødvendigheden af en facetteret hovedperson, der ikke lever op til én enkelt stereotype.

De skrev løs og med opbakning fra kursisterne besluttede vi efter kritikrunden at slutte af med en mere afslappet øvelse: Skriv videre. De skrev i halvandet minuts tid ad gangen og foldede så papiret de skrev på, så kun den seneste linje kunne læses af den næste, og det gjorde vi i næsten tyve minutter. De skulle alle starte med sætningen “Du tør ikke spise …” men det var nok en lidt for ensrettende sætning, når det kom til stykket, da mange tekster kom til at handle om mobberi, og der ikke var lige så mange grin som sidste år — men dog tilstrækkeligt til at gie øvelsen god respons til slutevalueringen.

Den eneste mangel der kom frem til de 10-15 minutters slutevaluerig var at de gerne vill have haft mere romanforløb, og egentlig havde jeg også planlagt de skulle have mere, men jeg har det med at undervurdere hvor lang tid kritikomgangene tager. Heldigvis var de alle friske på at komme til fortsætterkurset om tre uger, hvor jeg vil fortsætte romanforløbet, så skaden er ikke stor.

Jeg synes dette kursus var en virkelig god oplevelse, og jeg må jo erkende, at jeg har større læsefællesskab med teenagere end den gennemsnitlige voksne læser, og det hjælper også på at få det til at køre — i hvert fald, når der skal undervises i plotopbygning. Det var sjovt hvor homogen en gruppe det var denne gang, og det var nok både en fordel og en ulempe, i det bølgelængden var nem at finde eleverne imellem, men den ikke blev udfordret lige så meget, som hvis der for eksempel havde været en, der kun skrev lyrik eller socialrealisme.

Som et sidste indtryk må jeg nævne en kursist, der først kom anden dag, og som gik i 1.g. Hun skrev normalt kun på engelsk, var vist hvad man kan kalde en otaku (anime/manga-nørd), og de fanfictionhistorier hun arbejde på kunne hun skrive over 10.000 ord på om dagen. Det er mere end jeg nogensinde kommer til at skrive på mine ting — jeg er glad, når jeg når over 1.000 ord om dagen. Hvis hun nogensinde får kanaliseret sine skriveenergier over i fiktion, der foregår i hendes egne universer, og bibeholder interessen, skal hun nok blive til noget. Den famøse million ord, som man skal igennem før det bliver godt, når hun jo på rekordtid.

Jeg har tidligere været på Testrup Højskoles sommerskrivekursus, i 2009, hvor jeg lavede performance på et hold ledet af Lars Bukdahl og Christian Dorph og slutteligt rappede foran 120 mennesker — grænseoverskridende, skulle jeg hilse at sige. Jeg kunne også godt have tænkt mig at have været af sted sidste år, men der endte jeg med at arbejde som viking hele sommeren på Bork. Men i år skulle det så være, og da jeg også havde det meste af et manuskript klar, som jeg jo håber at kunne sende på forlagsturne inden for et par måneder, valgte jeg manuskriptlinjen, som Mette Moestrup og Kristian Bang Foss står for i år. Jeg endte på Foss’s hold  sammen med seks andre, og vi er to på om dagen til fem-seks kvarters kritik per person fra Foss og de andre kursister.

I dag var det Da dyrene fik stemmer, der stod for skud, og jeg var lykkelig over at høre, der var enighed om, at det generelt fungerede rigtig godt, og de fleste ligefrem havde lyst til at læse mere. Foss mente også grundlæggende, at jeg skulle fortsætte, som jeg var begyndt, og at det “er som det skal være”. At han desuden mente, “at du er god til at få rum til at stå klart,” var jeg meget glad for, da jeg føler, det er en af de ting, jeg skal slide i det for at få til at fungere. Hans overordnede forbedringsforslag gik dels på det sproglige og dels på strukturen.

Sprogligt mente han, at jeg skulle være mere forsigtig med min måde at fæstne følelser i fysisker beskrivelser: knyttede hænder, bankende hjerter, rødmen, boblen i maven, varme og kolde følelser i kroppen og den slags. Han følte det blev monotont og kom til at føles som en slags kode for følelser i stedet for egentlige fysiske manifestationer. Ikke at jeg bør holde mig fuldstændig fra dem, men for at de skal være troværdige, skal de være mere velvalgte og mindre automatiske. Derudover påpegede han, at jeg for ofte har unødvendige sætningsindledere af typen “Jeg så/hørte/lyttede/drejede hovedet osv.” og at jeg retter/møder/sænker for mange blikke, når der rigstreres sanseindtryk; en stor del af de konstruktioner mente han med fordel kunne stryges.

Strukturelt mente han, efter at have læst de to tredjedele, som jeg har fået skrevet af romanen her i anden omskrivning, at jeg muligvis skriver for stramt, og at der med fordel kunne slækkes lidt på strukturen, så der eksempelvis var mere tid sammen med dyreflokken og mere tid sammen med faren.

Hans sproglige kommentarer synes jeg er rammende, og dem vil jeg helt sikkert arbejde med, når jeg begynder at redigere romanen om et par uger. At strukturen skulle være for stram er jeg stadig i syv sind over. I forbindelse med min analyse af den første udgaves plot, konstruerede jeg netop et forbedret plot, hvor konflikten konstant udvikler sig, for netop at sikre mig følelsen af den røde tråd, som det haltede med i første udgave. Nu føler jeg, at jeg forstår hvad romanen virkelig handler om, og det har jeg strammet ind efter, men om det er gået for vidt, er jeg virkelig i tvivl om. Foss sagde, at bogen jo er en virkeliggørelse af en barnefantasi, der tages alvorligt, og de børn, der vil læse den, vil have mere, vil blive i universet og få flere sjove oplevelser med de nyintelligente dyr, der anskuer tingene helt anderledes end menneskene. Jeg har tænkt lignende tanker tidligere, og romanen startede netop som en virkeliggørelse af en barnlig forestilling om hvad nu hvis …, men jeg er bange for at romanen bliver for ujævn, hvis jeg slækker på tøjlerne. Jeg er i vildrede, men nu vil jeg først og fremmest skrive bogen færdig og redigere den som den er. Så må jeg have Foss’s ord i baghovedet og se hvad betalæserne siger. Det er bedre at have skrevet en bog, som læserne gerne ville have haft mere af, når den er slut, end en bog de når at få for meget af.

Målet for Metro-Litteratur projektet er at opfordre alle til at skrive og læse litteratur af høj kvalitet, gennem udbredelsen af de Litterære Jukeboxe og andre midler og events.

Metro-Litteratur vil i samarbejde med bl.a. Københavns Metro og Statens Kunstråd opstille litteratur-jukeboxe på de københavnske metrostationer, der hver vil rumme tretten forskellige hæfter med noveller og digte, som rejsende frit kan tage med på rejsen. I den forbindelse har de udskrevet en konkurrence, der skal lokke unge talenter til (aldersgrænsen er 35 år). Samlet set forventer de at omdele ca. 500.000 hæfter, så denne konkurrence er en fremragende mulighed for at blive læst af virkelig mange mennesker. Til gengæld er der ingen kompensation.

Novellerne må maksimalt være på 18.000 tegn, og hvis man vil sende flere ind, må den samlede længde maksimalt være på 18.000 tegn — og man skal angive hvor mange stop man mener det vil tage at læse novellen. For at deltage med digte, skal man sende tre styk ind. Både prosaisterne og lyrikerne skal desuden indsende en præsentation af sig selv på 2.000 enheder, der rummer forfatterens navn, fødselsdag, fødselssted (lidt mærkeligt …), adresse, telefonnummer og e-mail. Det hele skal sendes til info@metro-litteratur.dk i .doc eller .rtf-format (ikke .docx) med emnet “Metro-litteratur Konkurrence / Noveller” eller “Metro-litteratur Konkurrence / Digte” senest den 30. august.

Alle teksterne vil blive vurderet af et dommerpanel bestående af Jonas T. Bengtsson, Bruno Berni, Davide Franzini, Monica Gram, Camilla Jørgensen, Charlotte Jørgensen og Morten Søndergaard.

Fortsættelse af De tre akter: Begyndelsen

Når det ikke længere er muligt for hovedpersonen at fortsætte sit liv som før, er romanen nået til midten. Det er her størstedelen af romanen udspiller sig. Her er scener der øger spændingen, hæver indsatserne, holder læseren urolig og samlet eskalerer mod slutningen på en måde der virker uundgåelig. Hovedpersonen og modstanderen mødes gentagne gange, afbrudt af omgrupperinger og tænkepauser. I midten væves plottråde sammen og subplots udfolder sig. Hovedpersonens forhold til bipersonerne udforskes, og det gør hans forhold til modstanderen muligvis også.

I midten gælder det om ikke at komme for meget på afveje. Det er vigtigt aldrig helt at slippe konflikten mellem hovedpersonen og modstanderen, så læseren hele tiden føler, at han følger en rød tråd, der uundgåeligt strukturerer plottet mod det sidste uundgåelige opgør, der skal afslutte romanen.

To effektive måder at fastholde læserens interesse hele vejen igennem midten er at trække spændingen ud og hæve indsatserne. Når en scene eller en scenerække tillader det, så træk spændingen ud til det yderste, så læseren når at komme helt ud på stolekanten. Det er den slags der umuliggør det for læseren at lægge bogen fra sig. Spænding skabes ved at give læseren en grund til at være anspændt og sørge for at indsatsen er høj nok. Anspændelse er resultatet af, at noget er uafklaret, sædvanligvis enten hovedpersonens fortsatte velbefindende eller opklaringen af et mysterium, og indsatsen vil sige hvor meget hovedpersonen risikerer at miste i en given situation. Hvis indsatserne ikke er høje nok – både i den enkelte scene og samlet set – er det ikke muligt at skabe spænding. Indsatser kan både være udefrakommende farer og indre konflikter. Når først anspændelsen og indsatserne er på plads, kan der skabes spænding, og den kan trækkes ud ved simpelthen at gå langsomt frem — skiftevis handle, beskrive, tale, høre og tænke — og ved at forsinke en afsløring.

Overgangen fra midten til slutningen, det andet point of no return, sker når det sidste opgør er uundgåeligt. Når noget sker, der afgør rammerne for opgøret, og det endelige slag skal kæmpes eller det endelige valg træffes. Dette sker ofte i form af et større, men ikke definitivt, nederlag eller tilbageslag, en opdagelse eller et spor.

fortsættelse følger den 22/7-11 …