når mūsen ta’r en slapper

For snart to uger siden var det sidste undervisningsdag slash afslutning på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Der blev først kritiseret romanuddrag i godt tre timer, hvor jeg efterfølgende følte mig godt motiveret til at arbejde videre med Vækkelsen uden at vige særligt meget fra planen, og så blev der afholdt festmiddag med et par rørende taler, hyggesnak i krogene og lækker mad — og ikke mindst diplomoverrækkelse. Til sidst festede vi videre hos en af dimittenderne, og den sneg sig over tre inden jeg forlod selskabet. Det var en rigtig god afslutning på to oplevelsesrige år, og det er først efterfølgende, jeg er blevet lidt trist over det virkelig er slut og irriteret på mig selv over at jeg sikkert ikke udnyttede det fuldt ud, at jeg ikke dedikerede mig nok.

Måneder tilbage søgte jeg ind på Forfatterskolen (Borums) og Dramatikeruddannelsen, og jeg har nu fået afslag fra begge institutioner. Derudover panikansøgte jeg for få uger siden til optagelse på ForfatterGrundKursus i Holstebro, hvor jeg for nyligt var til samtale og slutteligt ikke blev optaget fordi jeg er overkvalificeret (i det mindste er det en behagelig grund at få). Nu ender jeg nok med at tage Skrivekunst på Syddansk Universitet som en Åbent Universitet-uddannelse over de næste to år. Men det forhindrer mig ikke i at søge ind på Filmskolens manuskriptlinje til december. Min lyst til at uddanne mig inden for faget er ikke mindsket, og jeg savner at kunne se frem til det gensidigt forpligtende fællesskab med andre elever.  

Nogle bloggere opdaterer deres blog ofte med både lange indlæg og korte notitser. Det meste af tiden er mine blogindlæg lange og tager tilsvarende lang tid at skrive. Det er den stil, jeg har det bedst med, men det fører så også til, at bloggen ikke bliver opdateret så tit, og små notitser, der ikke er indholdsmættede nok til at blive til et af mine blogindlæg, ikke får lov at blive formidlet. Derfor har jeg besluttet at prøve at se hvordan det er at bruge Twitter til at berette om de små skrivetanker og igangværende skriveprojekter. Den er der allerede — derude til højre.

Onsdag den 12. maj var jeg ude på Løgumkloster Højskole for at undervise på ugekurset Skriveværksted. Det var et prototypekursus, der var planlagt i sidste øjeblik, og det var nok grunden til, at jeg, og ikke en romandebuteret forfatter, fik chancen. Jeg håber dog at det kan være med til at åbne nogle døre — i første omgang lod det i hvert fald til at én har åbnet sig: Jeg har gode chancer for at kunne undervise igen, når det næste Skriveværksted bliver afholdt til januar.

Selvom jeg i et stykke tid efterhånden har talt om, at jeg de kommende år gerne vil supplere min forfatterindtægt med skriveundervisning, så er det første gang jeg for alvor har undervist i at skrive. Derfor var det for mig både en test af om det var noget, jeg kunne finde ud af, og om det var noget, jeg brød mig om.

Jeg tog afsted allerede tirsdag da der er langt til Løgumkloster Højskole fra Århus, og jeg skulle tidligt i gang med at undervise om onsdagen. På Rødekro station hilste kursuslederen Jan Ryom mig velkommen og tog ved samme lejlighed afsted med planer om først at komme tilbage torsdag. Jeg var på egen hånd.

Jeg fik af min chauffør fra Rødekro til Løgumkloster af vide, at der samtidig med skrivekurset var gang i et langt kursus med flere linjer og et andet ugekursus for sangglade pensionister. Skrivekuset var der faktisk kun fem elever på. Jeg har været vant til Testrups skrivekurser hvor der tropper hundrede mennesker op hvert år, og holdene er på mindst ti personer hver, så jeg blev med det samme lidt (mere) nervøs for, hvordan det skulle gå.

På skolen mødte jeg så de fem elever over et glas vin, og de viste sig alle fem at være kvinder, alle ældre end mig og alle sammen at være i gang med et humanistisk universitetsstudium. Og ingen af dem havde nogen særlig erfaring med at skrive fiktion. Jeg blev endnu mere nervøs over, om jeg havde fat i noget som helst af det rigtige med min undervisningsplan. Jeg havde regnet med en flok, der skrev fiktion i deres fritid, i det mindste en smule, og havde prøvet kræfter med romangenren. Jeg besluttede mig dog for at have tiltro til min plan og så modificere hen ad vejen, hvis de sagde fra. Jeg vidste fra Jan, at de mest havde arbejdet med sprog de foregående dage, og jeg vidste fra dem selv, at det mest havde været fragmenter de sad tilbage med. Hvis det gik efter planen ville de aftenen efter sidde tilbage med en længere sammenhængende tekst, og det synes jeg selv har været noget af det mest tilfredsstillende at gøre, når jeg har deltaget i skrivekurser. Så jeg besluttede mig for at følge planen og priste mig lykkelig for, at jeg havde tænkt på ekstra skriveøvelser, for en kritikrunde med fem personer tager ikke lige så lang tid som en med ti.

Onsdag morgen var der morgensamling, og en af de adskillige udenlandske elever holdt et langt foredrag om sit hjemland Peru. Bagefter var det tid at starte undervisningen. Jeg havde neglet fem frugter fra morgenbordet og bad dem som opvarmning om at skrive en sanselig tekst med udgangspunkt i teksten uden hverken at nævne frugtens navn eller nogen farver. Det gik udmærket for dem alle sammen.

Resten af de to trekvart timers formiddagsundervisning brugte jeg på skiftevis at holde mineforedrag om romanbestanddele og give oplæg til relevante skriveøvelser. Jeg havde læst mig frem til at de havde beskæftiget sig med forskellige typer poetikker (beskrivelser af hvad målet for skrivekunsten er eller bør være), så jeg startede med at skrive den sætning ned på tavlen, der beskrev hvordan roman bør være ifølge den poetik, jeg ville benytte de næste seks undervisningstimer:

En interessant hovedperson, der har et mål der er essentielt for hans velbefindende, møder eskalerende modstand, indtil historie slutter med et endeligt opgør.

Det er stort set den samme sætning jeg benyttede i artiklen, jeg skrev om romanens opbygning til HUF’s medlemsblad Skrivelyst for to år siden, og den artikel lod jeg mig også inspirere en del af i miniforedragene. Derudover var sekvensen af skriveøvelserne inspireret af Helle Højlands skriveundervisning til HUF’s første skrivekursus.

Nogle kom lettere fra start end andre, men de skrev alle sammen flittigt og læste også op uden at jeg behøvede at presse dem. Heldigvis havde de gåpåmod nok til at kompensere for deres uerfarenhed — ellers var kurset også med stor sandsynlighed endt som en flad omgang. Jeg var den skarpeste kritiker men de kom også med gode inputs til hinandens tekster, og i det hele taget var stemningen god.

Undervisningen blev afbrudt af frokostpausen, som jeg efter maden brugte på at forberede mig på de sidste tre timers undervisning. Jeg må ærligt indrømme, at indtil tirsdagen var min undervisningsplan endnu ikke lagt fast, så jeg syntes godt jeg kunne bruge forberedelsestiden.

Etermiddagen brugte vi på at fortsætte sekvensen af miniforedrag og skiveøvelser, der gav kursisterne lejlighed til at skrive flere nøglescener på romanen. Nogle kursisterne kørte sikkert videre mens andre ændrede på romanen mellem øvelserne. Men de var alle sammen stadig entusiastiske.

Da de havde skrevet klimakset og talt om udtonigen, fortalte jeg dem om romanens sammenhængskraft: Grundsætningen. Om hvordan romanen (i det mindste i den romantradition jeg tog udgangspunkt i), skal fungere som en bevisførelse for en grundlæggnde påstand om den menneskelige natur. Jeg vil senere skrive mere om grundsætningen her på bloggen. Den var der lidt diskussion om, hvorefter vi sammen forsøgte at finde en grundsætning til hver af deres romanskelletter. Det var mest mig der endeligt formulerede, og det var ret svært et par gange, men vi formåede at finde frem til gyldige grundsætninger for alle romanerne.

Slutteligt var der evaluering, og de sagde, de havde været glade for undervisningen — isæt kontinuiteten. Det eneste egentlige forbedringsforslag var, at je næste gang jeg holdt er lignende undervisningsforløv burde forfatte og omdle noter til miniforedragene for det var meget at fordøje på så kort tid, når de samtidig tumlede med en roman i hovedet. De var derudover ogsånige om, at størrelsen på holdet var passende, og de sikker ville have haft svært ved at bevare overblikket hvis der havde været væsentlig flere deltagere.

Jeg var glad, og er stadig glad, for at have prøvet at undervise på en højskole, og jeg håber stadig på engang at få muligheden for at være fast højskolelærer. Indtil da vil jeg forsøge at komme til at undervise på flere ugekurser.

Gyldendal har endelig taget sig sammen og er hoppet med på den uundgåelige e-bog. Og når Gyldendal hopper, gør de andre forlag det helt sikkert også inden længe.

Man har ganske rigtigt kunne købe e-bøger mange steder og af mange typer i lang tid allerede, men jeg håber det her bliver startskudet på den udvikling der ender i, at samtlige nyudgivne dansksprogede bøger automatisk også vil komme som e-bog. Så er der ved at være god grund til at hr. og fru Danmark får sig en e-bogslæser, og når bøgerne er billigere at købe og nemmere at anskaffe (i lænestolen over mobilnetværket eksempelvis), håber og tror jeg at det vil give et markant større bogsalg. Og som læser er jeg naturligvis også glad og er tættere på at anskaffe mig en læser end nogensinde før.

Jeg glæder mig forresten også over, at Gyldendal har valgt ePub-formatet som er et åbent format de fleste e-bogslæsere er kompatible med. Ikke nogen fjollede begrænsninger der, heldigvis.

Jeg har lige læst I år er alting anderledes af Ina Bruhn, og det var en langt mere positiv oplevelse, end jeg havde ventet. Da jeg selv var teenager læste jeg mest fantasyromaner og kun ganske få deciderede ungdomsromaner, i hvert fald realistiske ungdomsromaner, fandt vej til min læsebunke. Jeg har åbenbart ændret mig. Måske var det fordi jeg dengang brugte bøger som eskapisme, og jeg i dag har det bedre med at se mig selv spejlet i realisme. Måske er det en slags nostalgi. Eller måske er Ina Bruhn bare en rigtig god forfatter. Uanset hvad grunden er, tror jeg, at jeg det næste stykke tid kommer til at læse flere realistiske ungdomsromaner — og muligvis går jeg også i gang med at skrive en.