når mūsen ta’r en slapper

Politikens Forlag har i samarbejde med avisen Politiken udskrevet en ny romankonkurrence. Det er tre år siden, de sidst gjorde det, og dengang var det krimier de var interesserede i. Denne gang er de på udkig efter en samtidsroman, og deciderede krimier er bandlyst.

Nu udskriver vi en konkurrence om en mere bredt anlagt samtidsroman, som skal handle om, hvordan det er at være menneske lige nu

Spændingselementer er dog ikke uønskede, og de fremhæver selv Det syvende barn af Erik Valeur som forbilledlig på det punkt.

Manuskriptet skal være på dansk og forfatteren skal være fyldt 18 år, når Politikens Forlag i løbet af januar 2013 modtager det. Selvom der ikke ligger et samtidsromansmanuskript klart i din skrivebordsskuffe, så burde der altså (lige) være tid nok til at sammenflikke et bud — hvis altså ikke inspirationen lader vente for længe på sig.

Ikke alle er lige officielle endnu, men det står klart, at i løbet af 2012 og ’13, vil fire skrivekonkurrencer blive gentaget. Vi får (igen) mulighed for at indsende science fiction-noveller, en kort drengetekst og et teatermanuskript. Her ridser jeg dem op i kronologisk rækkefølge. Jeg har opført flere detaljer under oversigten over aktuelle konkurrencer.

Drengelitteraturprisen
Undervisnings- og kulturministeriet lancerede sidste år denne skrivekonkurrence, og det er planen, at den skal gentages i år og igen næste år. Teksterne skal stadig være målrettet drengene fra 4.-7. klasse, men længdekravet er i år reduceret til 1.500 ord. Om indholdet skriver de:

Teksten skal have stærk narrativ fremdrift og skal placere sig tydeligt i en genrekategori, f.eks. krimi, historisk fortælling, fantasy og sport eller humor, idet erfaringen viser, at disse genrer appellerer til drenge.

Præmierne er stadig store — 25.000, 10.000 og 5.000 kr. til henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen. Årets konkurrence modtager først bidrag fra den 16. april og deadlinen er den 2. juli.

Danskerne og fremtidens kulturliv
Fanzinet Science Fiction har i en årrække kørt tematiske novellekonkurrencer, og i år skal den handle om danskerne og fremtidens kulturliv. Den skal være på 5.000-15.000 ord, og må som noget nyt i år også være på norsk eller svensk. Der er bogpræmie og diplom til vinderne, og udgivelse i fanzinet til alle de noveller, der vurderes egnede. Deadlinen er den 31. december 2012.

Lige under overfladen 7
Konkurrencen er ikke slået op endnu, men Science Fiction Cirklen har også i år modtaget mange bidrag til Lige under overfladen 6, så de forventer at udgive endnu en antologi næste år, den syvende i serien. Kravene har ikke ændret sig synderligt de foregående år, så de bliver nok de samme næste år. Novellerne har maksimalt måttet være på 10.000 ord og præmien for at komme med i antologien er at få et gratis eksemplar. Deadlinen forventes at blive den 1. marts 2013. (opdatering: flere detaljer i Carl-Eddy Skovgaards kommentar til dette indlæg)

Dramatisk Debut 2014
Teater V har tre gange tidligere givet aspirerende dramatikere mulighed for at debutere med et brag. Kravene er denne gang de samme som tidligere: Stykket skal kunne fremføres af fire skuespillere, være på 75-90 sider og rette sig mod et publikum på 16 år og opefter — og kun udebuterede dramatikere har lov at deltage. Førstepræmien er også i år på hele 100.000 kr, og anden- og tredjepladsen på henholdsvis 10.000 og 5.000 kr samt en uges workshop. Deadlinen er den 1. oktober 2013.

Til tasterne!
Foruden de ovenstående er der også en vampyrnovellekonkurrence i gang med deadline den 31. maj. Der er kort sagt nok at gå i krig med det næste halvandet års tid, så hvis éns egne projekter ikke rigtig gnistrer eller har brug for at ligge brak, så er det stadig ikke nogen undskyldninger for ikke at få skrevet.

Hvis man virkelig vil noget med skriveriet, er jeg gentagne gange nået frem til, at det vigtigste er at holde sig i gang, at skrive– også når det er svært og hverken inspirationen eller lysten uden videre melder sig. Jeg har selv oplevet flere af den slags perioder end jeg har tal på, og nogle gange har jeg derfor ikke fået skrevet i flere måneder. Inspiration er ikke noget man skal vente på kommer til en — det ved jeg godt — men når ethvert forsøg på at gå i gang med at skrive føles som om det resulterer i små, dårlige tekster, er det langt nemmere ikke at få skrevet frem for igen og igen at blive konfronteret med sin egen utilstrækkelighed som forfatter. Problemet er, at de to vigtigste årsager til denne utilstrækkelighedsfølelse begge kun kan løses ved netop af skrive. Følelsen kan dels opstå fordi man ser, at man ikke lever op til den professionelle kvalitet man er omgivet af i udgivne forfatteres tekster, og den kan dels opstå, fordi man ikke giver sig selv tiden til at skrive sig varm, til at skrive sig ind i teksten, og så bliver det kun er den overfladiske løgn og ikke potentialet for den dybere sandhed, der møder en, når man kortvarigt vender tilbage til éns tekster. Og selvom jeg kender løsningen på problemet, har kendt den i årevis, er det bare nogle gange så meget nemmere ikke at skrive.

Den hidtil mest effektive løsning, jeg er nået frem til, og som jeg efterfølgende er stødt ind i flere steder, bl.a. i en artikel om Jerry Seinfelds arbejdsmetode, kan opsummeres som bryd ikke kæden — don’t break the chain. Hæng en kalender op, helst en årskalender på ét ark, der hvor du tit ser den, eksempelvis på væggen ved din computer. Hver dag du får skrevet, må du sætte et stort, rødt kryds over den dag. Hver gang du ser kalenderen, kan du se kæden af dage, du har fået skrevet, og jo længere den er, jo bedre føles det — og efterhånden som kæden vokser, vokser motivationen for ikke at bryde den også. Kalenderen hjælper med at gøre skriveriet til en daglig vane, og problemet med at én skrivefri dag gør det lettere at lade være med at skrive den næste, minimeres, for selv hvis kæden brydes, vil kalenderen konstant minde dig om, at du skal til at op på hesten igen.

Min kalender opbevarer jeg her på bloggen, for jeg tror, at offentliggørelsen af den er en ekstra motivationsfaktor for mig. Det er ikke bare mig der ved det, hvis jeg falder i et hul, det kan resten af verden også se. Derudover nedskriver jeg også hvor mange ord jeg får skrevet de enkelte dage, og jeg har programmeret en lille tekstboks (se billedet), der er en del af alle sider på bloggen, hvor jeg altid kan se hvordan det går, både hvad kædelængden og ordoptællingerne angår. Derudover er jeg på det sidste også begyndt at tracke, hvor meget tid jeg får brugt på at skrivearbejdet, og jeg har sat mål for hvor meget tid, jeg vil tilstræbe at bruge. Det gør jeg med iOS-programmet aTimeLogger. Især den visuelle repræsentation (se billedet), synes jeg er med til at skabe en ekstra tilfredsstillelse, når jeg kigger tilbage på de foregående dage, og det er gået godt.

Alt det her virker måske noget primitivt og frygtelig langt fra den romantiske forestilling om forfatteren — og alle de her tal og røde kryds er da også aldeles unødvendige, når det går godt, når historien flyder og skriveprocessen er en endorfinrus. De kvantitative metoders berettigelse kommer først, når perioder af ugidelighed, ulyst og manglende inspiration melder sig. I de perioder kan de fungere som et sikkerhedsnet, der kan være med til at forhindre, at man falder helt ud af skriverutinen og éns skrivemuskel bliver slap.

Forfatteren Trisse Gejl, som underviser i Tekstproduktion på SDU, hørte jeg fremsætte en miniteori om at skrive romaner, som hun havde haft meget glæde af, så den vil jeg dele med jer, da jeg synes den lægger op til en fornuftig arbejdsproces — især for de forfattere, der bliver hæmmet af for meget planlægning.

Romanfloden

Forestil dig en flod. Ved flodens udspring befinder din indgang til romanen sig. I floden er der trædesten, som læseren går på. Trædestenene er de vigtige scener i romanen, de som er essentielle for historien. Blandt dem er typisk de scener, hvor de første løse tanker om grudidéen realiseres. Skriv de scener, du føler for, som er vigtige for grundidéen, først — det gør ikke noget, at der viser sig at skulle flere trædesten før, efter eller imellem dem. Trædestenene placeres løbende, hvor de passer bedst i strømmen.

Når trædestenene er placeret, strøer du grus ud mellem dem som det er nødvendigt. Gruset er de nødvendige mellemled, der letter læserens gang mellem trædestenene, får dem til at give mening og hænge sammen. Hvis der er for meget grus, vil det være for nemt for læseren at vandre gennem romanen, og han/hun vil føle sig ført, talt ned til, og hvis der er for lidt grus, kan det blive for svært for læseren at springe mellem trædestenene, romanen kan blive for usammenhængende.

Læserens læsning af romanen er vandets løb mellem stenene. Det er vigtigt ikke at forsøge at styre vandet, men du kan påvirke læsningen ved at give trædesten skarpe kanter, der skaber skumsprøgt og hvirvler, som overrasker eller er svære at fordøje, eller du kan gøre trædesten glatte og runde, lette for vandet at flyde forbi.

Efterhånden som flodløber tager form, og arbejdet med romanen skrider fremad, så genovervej løbende hvor trædestenen hører til, om der er de, der skal være, eller om der er for mange eller for få til at få det til at føles som en helhed — og om de har den form de skal have for at give de bedste betingelser for vandets løb mellem dem. Genovervej også om mængden af grus er passende til din roman eller om noget kan undværes eller der er for lidt. Når flodløbet føles rigtigt, er det tid at sætte det sidste punktum.

I går aftes indsendte jeg min novelle Maskinen der Skrev til Science Fiction Cirklens antologi, hvis deadline var selvsamme dag. Historien har været længe undervejs, og den har ændret sig meget i mellemtiden, så jeg tænkte, at jeg ville dele dens skabelsesberetning med jer.

Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis’en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende.

Karl Madsen trykkede recordknappen i bund og den røde lampe begyndte at lyse. Han rømmede sig.
”De var bange for den. Selvfølgelig var de det. Vi er alle sammen blevet opflasket med AI’er, der ikke bruger lang tid på at finde ud af, at kødklumperne, der har skabt dem, egentlig ikke burde sidde i førersædet. Uanset om maskinen nu hedder HAL, T-101, Matrix eller ???. Man kan vel nærmest sige, at det er blevet et fiktivt faktum.

Uden mål og med gik jeg i stå, og idéen lå i dvale i næsten tre år, før det nye medlem i min skrivegruppe kom til skrivemøde med en science fiction-tekst, der var til SFC’s antologi. I de mellemliggende år havde jeg et par gange tænkt lidt over idéen, og jeg syntes stadig den var god, men det var hendes tekst, der blev sparket, der endelig genstartede skriveprocessen. På det tidspunkt var der godt to uger til deadline, så jeg kastede mig over teksten og skrev løs. Tre dage senere var jeg færdig med første udkast på knap 3000 ord, og jeg havde en udvikling og en slutning, jeg grundlæggende var tilfreds med. Hvad jeg manglede var stadig en hovedperson/fortæller med et klart mål med sin fortælling, og en modtager af hovedpersonens fortælling om fortællerintelligensens historie. Og det var også hvad jeg fik hug for at mangle, da teksten kom igennem skrivegruppen første gang.

Nutidshistorien manglede at blive konkretiseret. Det duede ikke at en fortæller fortalte historien uden et klart ståsted, den blev udtalt fra. Jeg gik i tænkeboks og tog til sidst konsekvensen og indsatte en rammehistorie om et ældre medlem af et fremtidigt lokalsamfund, der bliver kidnappet af en gruppe unge, der vil have ham til at fortælle om tiden før fremkomsten af fortællerintelligensen, som jeg nu havde døbt SHU, fordi de er overbeviste om, at den lyver for dem. Fire dag inden deadline var jeg færdig. Jeg havde bevaret det meste af det først udkast i lange, berettende replikker, og placeret det meste af rammehistorien om de unge i starten og slutningen. Det fik novellen til at vokse til 4000 ord og ændrede fuldstændigt dens indledende tone:

De fjernede bindet fra mine øjne, og verden blændede mig. Jeg kneb øjnene sammen. Rebet gnavede stadig i mine håndled. Mit øre dunkede, og inden jeg nåede at tage mig i det, hviskede jeg igen “SHU? Er du der?”, selvom jeg vidste, at de havde brudt forbindelsen. De havde virkelig brudt forbindelsen. Det var over halvtreds år siden jeg lærte SHU at kende, og nu var hun for første gang ikke bare en hvisken væk . Mit dunkende øre føltes som en konstant påmindelse om min ensomhed.

Men det uklare fortællested var ikke det eneste problem, skrivegruppen udpegede. Slutningen på historien var uklar, og det var den både i første og andet udkast. I andet udkast var konsensus desuden, at de unge kidnapperes motivation ikke var spor klar; hvorfor var det så vigtigt for dem at kende sandheden? Og hvorfor troede de ikke længere på SHU?

Dagen før deadline var jeg færdig med tredje udkast, som var vokset til 4600 ord. Foruden de obligatoriske smårettelser var den største ændring en enetale fra de unges leder hen mod slutningen, som besvarede de hvorfor-spørgsmål, som gruppen havde haft, og gjorde ham tydeligere som person og indførte noget motiverende baggrundshistorie. Før jeg satte mig til at skrive enetalen, havde jeg ikke planlagt de unges motivation særligt nøje. For mig stod det også uklart, og jeg kunne høre på skrivegruppens respons, at jeg tydeligvis havde fejlbedømt vigtigheden af at forstå de unges bevæggrunde. Jeg sørgede i tredje udkast også for at den ældre fortællerkarakter blev tydeligere karakteriseret, og det gjorde jeg især i hans reaktion på lederens enetale.

Til det sidste skrivemøde inden indsendelsen, var der kun ét stort problem tilbage. Slutningen var blevet klarere, men den var stadig ikke klar nok. Jeg havde nok frygtet at få læseren til at føle sig talt ned til, men efter jeg kom hjem, besluttede jeg mig for fuldstændigt at omskrive den sidste, afslørende del af slutningen, og resultatet blev langt sværere at fejltolke, end det havde været hidtil. Derudover havde der fra staren været spredt spredt kritik fra skrivegruppen om, at selve fortællingen om SHU’s udvikling startede for langsomt, men der var ikke konsensus om problematikken, og jeg besluttede mig for at bevare den del af historien, som den var, da jeg selv syntes, den fungerede.

På selve indsendelsesdagen læste jeg novellen igennem, lavede smårettelser og ændrede lederens tone baseret på min kærestes kritik, og da jeg endelig sendte den, følte jeg virkelig, at det var en god novelle, jeg med stor hjælp fra skrivegruppen havde skrevet. For sjov tog jeg tid på skriveprocessen, og kan afsløre at det tog omtrent 14 timers effektiv skrivning at forfatte novellen fra genoptagelsen til den endelige udgave — eksklusive tænkearbejde, skrivning om teksten og skrivegruppekritik.

Nu er der bare tilbage at vente til ultimo maj, hvor de forventer at give besked om hvilke noveller, der er blevet udvalgt. Sidste år var det vist omtrent 20 ud af 50, så oddsene er ret gode. Sjovt nok passer historien egentlig væsentligt bedre til fanzinet Science Fictions tema i år, danskerne og fremtidens kulturliv, så hvis SFC ikke vil have novellen, sender jeg den derind; og hvis Knud Larn heller ikke vil have den, kommer den på bloggen.